Christian Berger med sit personale, Gitte, Anders, Anne og Jens. Foto: Per Bille

Christian Berger med sit personale, Gitte, Anders, Anne og Jens. Foto: Per Bille

Farens ord satte Christian Berger i gang

Berger Optik i Galten er nomineret til Svesken bag disken 2020

Af
Michael Wulff

SVESKEN bag DISKEN Indehaveren af Berger Optik i Galten, Christian Berger, blev optiker, fordi hans far provokerede ham, da han gik i folkeskolen.

Det fortæller han, da vi får en snak om hans butik i anledning af nomineringen til ’Svesken bag disken’ prisen 2020.

Elektriker og kok

Vi skruer lige tiden nogle år tilbage, dengang den unge Christian gik i skole.

"Jeg havde været i erhvervspraktik, hvor mit førstevalg var elektriker. Men efter en uge, hvor jeg fræsede riller og fik murerstøv overalt, kunne jeg godt se, at det ikke var mig."

Jeg begyndte i branchen som sælger. Så jeg så jo, hvordan det ikke skal gøres og har ofte tænkt, at vi kunne gøre det bedre

Christians valg nummer to for at finde en fremtid, var en plads som kok.

"Men en af kokkene fortalte, at han havde skrællet kartofler hele det første år, og hvis der er noget jeg hader, så er det kartoffelskrælning. Så jeg tog hjem til min far, som var optiker og fortalte ham, at det ville jeg også være." Farens svar gik rent ind hos sønnen Christian.

"Han sagde det, som man ikke skal sige til mig: ’Det kan du ikke blive’," fortæller Christian Berger, der herefter som kun 17-årig gik i optiker-lære i Grenaa, hvorfra han blev uddannet som den næstyngste optiker i Danmark fire et halvt år senere.

"Jeg var 22 år gammel, da jeg var færdig."

Solid erfaring

Nu har han stået bag disken i Galten de sidste 14 år, godt hjulpet af sit personale, der ikke lige løber af pladsen. Gitte har 28 år bag sig, Anne ’kun’ 23 år. De er med til at skabe den stemning, som ligger til grund for indstillingen som ’Svesken bag disken’.

"Jeg begyndte i branchen som sælger. Så jeg så jo, hvordan det ikke skal gøres og har ofte tænkt, at vi kunne gøre det bedre."

Kunderne hos Berger Optik skal føle, at der er tid nok, og der ikke er forventninger om en handel.

"Man kan komme her til en uforpligtende brillesnak, man behøver ikke købe noget, og det gør, at mange også langvejs fra kommer igen og igen," siger Christian Berger.

Han har stadig føling med Grenaa, hvor han driver Torvets Optik ved siden af Berger Optik i Galten.

SVESKEN BAG DISKEN

Berger Optik er blandt de nominerede til titlen som Svesken bag Disken 2020.

Sammen med fotograf Per Bille har Ugebladet valgt 12 nominerede ud, der alle har det til fælles, at de med god service, glad og imødekommende betjening og fantastisk atmosfære får deres kunder til at vende tilbage igen og igen.

De nominerede præsenteres i UgeBladet frem til og med uge 50.

Fra 9.-16. december kan du stemme på din favorit. Vinderen offentliggøres 23. december.

Årets Svesken bag disken præmieres med en julekurv til en værdi af 500 kr. og en halvsides annonce i UgeBladet samt online annoncering på UgeBladets hjemmeside.

Publiceret 21 November 2020 11:30