Mads Mengel kommer fra Alken, og lægger ikke skjul på, at netop det har været med til at forme hans karrierevalg. Pressefoto

Mads Mengel kommer fra Alken, og lægger ikke skjul på, at netop det har været med til at forme hans karrierevalg. Pressefoto

Nomineret til 6 filmpriser:

Mads gjorde drengedrøm til virkelighed

Mads Mengel fra Alken er en vaskeægte filmnørd. Hans afgangsfilm fra filmskolen er netop nu nomineret i hele seks kategorier ved Ekko Shortlist Awards 2020

Af
Grethe Bo Madsen

filmskaber "Der findes ikke nogen filmgenre, jeg ikke kan lide, altså lige bortset fra gysere. Dem kan jeg ikke holde til."

30-årige Mads Mengel siger det sidste med et grin. Han har for længst lagt Alken og provinsen bag sig og indtaget København.

I mange år troede jeg, jeg skulle være skuespiller, for det var ligesom det, jeg dengang forbandt med film. Men da jeg så kom på efterskole, fandt jeg ud af, at der var noget, der hed instruktør

Lever og ånder man for at lave film, er det nemlig her, det sker. Ikke, at det er nogen nem karrierevej at forfølge, men lige netop nu kan Mads glæde sig over, at han ud over viljen til at skabe film også ser ud til at have talentet.

Hans afgangsfilm fra Filmskolen er nemlig nomineret i intet indre end seks kategorier ved weekendens Ekko Shortlist Awards - årets prisfest for filmtalenter og kortfilm.

"Jeg elskede film allerede fra helt lille og så masser af film. Jeg fandt en form for tilflugt der, tror jeg. Altså, lige bortset fra gysere. I mange år troede jeg, jeg skulle være skuespiller, for det var ligesom det, jeg dengang forbandt med film. Men da jeg så kom på efterskole, fandt jeg ud af, at der var noget, der hed instruktør. Dét ville jeg være."

Med den nye indsigt droppede Mads ud af gymnasiet og forfulgte drømmen til København, hvor han søgte ind på Filmskolen.

"Jeg fik afslag, første gang jeg søgte, fordi jeg var alt, alt for ung. Jeg fik også afslag anden gang, men tredje gang var lykkens gang."

At blive optaget på Den Danske Filmskole er ikke bare noget, man gør. Skolen optager kun elever hvert andet år, og kun en lille, nøje udvalgt flok på seks elever på hver faglinje kommer gennem nåleøjet.

"Du skal ville det"

"Du skal ville det rimelig meget. Det er en stor følelse, endelig at komme ind. Det lyder som om, man er målrettet og sindssyg god, men der er også en stor portion held i det," understreger han.

At det ikke er en nem vej at gå, skriver Mads gerne under på.

"Det er en rejse med masser af tvivl og usikkerhed. En hård vej, hvor man også skal finde sin sig selv. Det er jo et liv, hvor du er freelancer, og arbejder fra projekt til projekt med den usikkerhed for fremtiden, der er i det. I perioder går alt helt i stå. I andre perioder er der vildt travlt og masser af aktivitet," forklarer han.

"Det handler meget om at holde sig selv motiveret, for du står meget alene. At finde den indre drivkraft og spørge sig selv, hvad det egentlig er, man gerne vil. Og holde ved, for du vil møde modstand og du vil få afslag, og du skal finde vejen frem alligevel. Men når det lykkes og et projekt går igennem, og der er fundet finansiering, så er det en enorm bekræftelse og så findes der ikke noget sjovere, end det jeg laver," tilføjer han.

Nomineringer linet op på stribe er flot, men ikke noget, der giver smør på brødet i sig selv. Det gør til gengæld talentet, og det førte til, at Mads allerede sidste år blev headhuntet til at instruere tv-serien 'Noget om Emma', der netop nu kan ses på DR.

Jeg tror, alle steder med et stort fællesskab avler noget godt. Og Alken har et helt særligt fælleskab.

"Produceren havde set min afgangsfilm. Det har været full time i over et år med nogle meget lange arbejdsuger, hvor der ikke har været plads til ret meget andet. Vi er lige blevet færdige. Det er som at gå fra 100 kilometer i timen til nul," siger Mads, der allerede har gang i et nyt projekt.

"Jeg prøver at udfordre mig selv her, for det er faktisk en gyser. Eller, der er i hvert fald et element af gys over det." Og mere vil han ikke afsløre om det projekt på nuværende tidspunkt.

Alken med i bagagen

Til gengæld vil han gerne fortælle, hvad han tror, det har betydet, at komme fra et landsbymiljø som Alken.

"Jeg tror, alle steder med et stort fællesskab avler noget godt. Og Alken har et helt særligt fællesskab. Jeg har mødt en masse forskellige typer af mennesker. Jeg fik udvidet min horisont tidligt. Og så gik jeg på en skole - det var for øvrigt Bjedstrup Skole - hvor der var meget stor vægt på det kreative. Vi børn fik at vide, at vi kunne gøre lige det, vi gerne ville. Jeg er stolt af at komme fra Alken. Jeg vil altid have følelsen af at høre til der."

Mads Mengel

  • Mads Mengel er født i 1990 og vokset op i Alken. Gik på højskolen Snoghøjs filmproduktionslinje fra 2008-2009 og på Den Danske Filmskole fra 2015-2019
  • Hans afgangsfilm, "Forestillingen om Juliane" er nomineret i seks kategorier ved Ekko Shortlist Awards 2020: Bedste film, Bedste fotografering, Bedste manuskript, Bedste mandlige skuespiller, Bedste klipning og Bedste scenografi.

Publiceret 18 November 2020 11:30