Sognepræst Jendre N. Fyhn.

Sognepræst Jendre N. Fyhn.

Klumme:

Nede i jorden og oppe i himlen

Hvordan kan man både være nede i jorden og oppe i himlen? Det er svært forstå

Af
Sognepræst Jendre N. Fyhn

Min morfar blev begravet for et par uger siden, og jeg havde vores 4-årige datter med. Hun havde lavet en perleplade til ham, som skulle ligge oven på graven, og vi havde også blomster med til at kaste ned på kisten til sidst.

Det gik rigtig fint, og vi snakkede om både før, under og efter, hvad det handlede om. Ikke at vi fandt frem til alle svarene, men vi fik snakket om det, der er svært at forstå.

Noget af det, der for et lille barn kan være svært at forstå, er, at vi jo kan se, at oldefar kommer ned at ligge i jorden, og bagefter kan vi så besøge ham ved hans gravsted - og at vi samtidig taler om, at oldefar er oppe i himlen hos Gud.

Vi har haft samtalen før, når vi har besøgt min fars gravsted, vores datters farfar, som hun aldrig nåede at møde. Hvordan kan man både være nede i jorden og oppe i himlen? Det er svært for et barn at forstå. Og det er svært for et barns forælder at forstå. Jeg har i hvert fald ikke forstået det.

Så vi snakker om det, og vi kommer begge med nogle bud på svar. Og den samtale er i sig selv det bedste svar. For det er ikke en ligning, der skal gå op.

Selvfølgelig har jeg en særlige rolle som den voksne i samtalen; det er mit ansvar, at samtalen har nogle trygge rammer at udfolde sig i, og at jeg også tydeligt udstråler, at samtalen ikke er barnets ansvar, selv hvis jeg er ked af det. Men ligningen behøver ikke at gå op. Barnet kræver det ikke engang. Det er samtalen, der er det vigtige.

Oldefar ligger i kisten nede i jorden ved siden af oldemor. Og oldemor har ventet på oldefar, og hun tager imod ham oppe ved Gud i himlen. De er helt utroligt glade for at se hinanden igen. Gud passer på dem.

Og perlepladen står oven på graven. Og vi er kede af det, og det er også smukt med alle blomsterne, og det er dejligt, at farmor også er der. Og vi kigger ned i hullet, hvor det hvide lyser op midt i det mørke. Og vi samler en sten op på kirkegården, som er flot, og som vi gerne vil have med hjem. Og alle de store og små spørgsmål og svar fletter sig sammen i et tæppe af håb.

Det er ikke en ligning, der går op. Oldefar er nede i jorden og oppe i himlen. Og jeg bliver som den voksne mindet om, at livet i det hele taget ikke går op. Men håbet kaster sit lys ind over gravene på kirkegården, når jeg går der med min datter i hånden og taler om døden og livet.

Så fornemmer jeg, at livet er stærkere end døden. Og at Gud er i himlen hos min far og min morfar. Og hernede på jorden hos mig.

Publiceret 01 November 2020 08:00