Låsby Svømmebads bestyrelse og frivillige ombygger selv svømmebadet, men er kommet i lidt af en knibe, fordi badet på grund af Corona ikke måtte åbne i sommer, og derfor er gået glip af den omsætning, der skulle finansiere ombygningen. Nu knokler de frivillige for at få svømmebadet klar til næste sæson. Foto: Låsby Svømmebad

Låsby Svømmebads bestyrelse og frivillige ombygger selv svømmebadet, men er kommet i lidt af en knibe, fordi badet på grund af Corona ikke måtte åbne i sommer, og derfor er gået glip af den omsætning, der skulle finansiere ombygningen. Nu knokler de frivillige for at få svømmebadet klar til næste sæson. Foto: Låsby Svømmebad

Låsby Svømmebad tæt på at blive Årets Lokale Forening

Låsby Svømmebad ligger højt på listen både på landsplan og regionalt i Go'ons konkurrence om at blive Årets Lokale Forening

Af
Grethe Bo

hyldest Det er nu, du skal stemme, hvis du vil være med til at hjælpe Låsby Svømmebad helt til tops i konkurrencen om at blive Årets Lokale Forening med mulighed for at vinde op til 100.000 kr.

Vinderen kåres i begyndelsen af november, og lige nu ligger Oliven Spejderne i Brabrand nr. 1 både på landsplan og i region Midtjylland, men Låsby Svømmebad ligger også højt på listen, nemlig som nr. 5 på landsplan og nr. 3 regionalt.

Og det er der en rigtig god grund til. Opbakningen til svømmebadet er nemlig stor lokalt, hvor bestyrelsen og en skare ildsjæle med knofedt, engagement og masser af timers frivilligt arbejde har pustet liv i et friluftsbad, der for små ti år siden var ved at sygne hen til nu at være et handicapvenligt svømmebad med 25 grader varmt vand og varmtvandsbassin.

Frivillig kræfter gør kæmpe forskel

"Alt er drevet af de frivillige kræfter. Vi installerede en varmepumpe i 2015, så vandet nu er minimum 25 grader fra maj til september. Sidste vinter fik vi ny teknik og renoverede det store bassin, der nu også er handicapvenligt og samtidig etablerede vi et varmtvandsbassin, der er delt op til voksne og børn, og som også er handicapvenligt og kan bruges til genoptræning," fortæller foreningens kasserer, Jesper Hald, der også er talsmand for foreningen.

"Det hele er drevet af de frivillig kræfter. Vi har knoklet hele sidste vinter med ombygningen, men på grund af Corona pandemien kunne vi ikke åbne i sommer. I stedet har vi udnyttet tiden og knokler på igen. Vi har revet de gamle omklædningsrum ned og har støbt soklen til en ny stor omklædningsbygning med sauna, hvor der også bliver plads til en kiosk og café og et multirum. Forventningen er, at det hele står klar til sæsonstart i 2021."

Som noget helt nyt vil foreningen fra sæsonstarten næste år forsøge sig med at have helårsåbent.

"Rigtig mange har efterspurgt muligheden for at kunne bade hele året. Nu forsøger vi at se, hvor stor udgiften vil være til varmtvandsbassinet og om vi kan tåle den udgift, og samtidig gøre det klimavenligt, så kan vi holde åbent hele året," oplyser Jesper Hald.

Men med den manglende omsætning denne sommer er foreningen gået glip af en indtjening, der skulle være med til at finansiere udbygningen. Og det kan mærkes.

"Selvom det er frivillig arbejdskraft, så skal der jo penge til, og alt vil blive taget i md med kyshånd," konstaterer Jesper Hald.

400.000 kr. til foreningslivet

Derfor har det stor betydning, om Låsby Svømmebad bliver blandt de heldige foreninger, der får del i de 400.000 kr., det danske brændstofselskab Go'on med hovedkontor i Stilling uddeler til foreningslivet, som i år er ekstra hårdt ramt på grund af Corona pandemien.

Ifølge et af jurymedlemmerne i konkurrencen, Hanne Lene Haugaard, formand for DGI Gymnastik og bestyrelsesmedlem i DGI´s Hovedbestyrelse, er der derfor i år ekstra brug for støtte til foreningerne.

"Det har været et hårdt år for de lokale foreninger med masser af aflysninger og nye regler og restriktioner, som skal overholdes og håndhæves af de frivillige. Mange foreninger har også færre sponsorkroner og mangler indtægter fra byfester og markeder, det betyder færre penge til at lave aktiviteter for. Så konkurrencen om at blive Årets Lokale Forening 2020, og få del i både pengene og anerkendelsen, er særligt vigtig i år," fortæller hun.

Årets Lokale Forening vinder 100.000 kr. Derudover vinder 19 foreninger henholdsvis 50.000, 15.000, 5.000 og 2.500 kr. Og endelig er der 25.000 kr. til den regionale vinder i hver af Danmarks fem regioner.

Når online-afstemningen er slut 6. november, bliver de 20 foreninger med den højeste score sendt ind til juryen, som vil afgøre, hvem der vinder. I årets jury sidder foruden Hanne Lene Haugaard, hovedbestyrelsesmedlem i DGI og Landdistrikternes Fællesråd også Jan Schouby, Chefredaktør Aarhus Stiftstidende, Anne-Marie Rindom, OL-sejler, Isabella Arendt, Formand Kristendemokraterne og Lars Bilde, Partner HOP Group og bestyrelsesmedlem i en række danske virksomheder.

Det er 5. år i træk at Go’on kårer Årets Lokale Forening.

bo

Støt de lokale

Frem til 6. november kan du stemme på din favorit på adressen støtdelokale.nu/forening. Her kan du også løbende følge med i stillingen.

Publiceret 30 October 2020 11:31