Rullegræsset er på vej ud i området, som er det første af ialt syv områder med flot natur til børn og andre, som kommer forbi i weekenden fx. Fotos: Michael Wulff

Rullegræsset er på vej ud i området, som er det første af ialt syv områder med flot natur til børn og andre, som kommer forbi i weekenden fx. Fotos: Michael Wulff

Babuskas have tager form

Børnehuset Babuska i Skanderborgs nordlige kant vil skabe en oase af natur og fredfyldte omgivelser

Af
Michael Wulff

SKANDERBORG "Jeg troede jo, at jeg skulle fælde træer og køre på lossepladsen, da jeg meldte mig til haveudvalget på den ene af de to havedage, som Babuska afholder om året. Men nu er jeg dybt engageret i dette store projekt."

Charlotte Anker Græsbøll er mor til 4-årige Ingeborg, der går på Kornblomsten, den ene af pavillonerne under Børnehuset Babuska i det nordlige Skanderborg.

Kræver små to mio. kr.

Her har man gennem et år arbejdet på en projektbeskrivelse, som skal vise den indretning af udendørsområdet - Babuskas have, som den hedder. Et projekt til små to millioner kroner, men også et projekt, som skal glæde de mange mennesker, der bor i området.

"Det skal blive et åndehul, hvilket mange allerede har fundet ud af. For når institutionen er lukket, er området åbent for andre. Og det bliver brugt af folk fra boligblokkene og fra digterkvarteret i nærheden," fortæller Charlotte, der viser Uge-Bladet Skanderborg rundt en flot efterårsdag.

Æbleblomsten er pilot

En gartner er i fuld gang med at rulle græs ud ved Æbleblomsten, som har fået det første pilotprojekt.

Det skal blive et åndehul, hvilket mange allerede har fundet ud af

"Sådanne områder skal der være yderligere seks af. Du kan se, der er sat et æbletræ midt i terrassen med to sandkasser, vi skaber bakker, som skal styrke børnenes motoriske sanser, og planter krydderurter til andre sanselige oplevelser," fortæller Charlotte Anker Græsbøll.

Hun kender blomsternavne

Hun er ikke i tvivl om, at familien valgte rigtigt, da Ingeborg skulle i børnehave.

"Vi er ikke selv Steinerfolk, men den tilgang, som Ingeborg nu har fået til naturen, er det hele værd. Hun kender mange blomstersorter, ved hvad en klokkeblomst, en valmue og en kornblomst er. Nogen gange siger jeg ’hvad’ – hvor ved du det fra," siger Charlotte, mens vi bevæger os op på højen, hvor der efter planen, skal bygges en Tarzan-bane.

"Du ved, med træstammer til klatregang, hvis ikke de lige skal prøve rutschebanen på den anden høj, som er skabt af overskydende jord."

Et flerårigt projekt

Hvornår det står færdigt afhænger af de midler, som bliver samlet ind. Der søges fonde og private bidrag og fra den kommunale fællespulje.

"Men når Ingeborgs lillesøster Ingrid, som forhåbentlig også får en plads her, går ud, skulle det gerne være helt klar. Til glæde for rigtig mange borgere," siger Charlotte Anker Græsbøll.

FAKTA

Børnehuset Babuska

  • Børnehuset Babuska er en privat daginstitution, normeret til 100 børn. I oktober 2020 er der 93 børn. Babuska er en Rudolf Steiner børnehave og vuggestue. Rudolf Steiner Skolen Skanderborg ligger i nærheden
  • Børnehuset Babuska er en integreret institution, hvor børn optages fra elleve måneder til seks år
  • Alle vuggestuebørn i Babuska er garanteret en plads i børnehaven
  • Navnet ’Babuska’ kommer af en bedstemor, som kan rumme og favne mange børn på kærlig og omsorgsfuld vis
  • Børnehuset Babuska fyldte 38 år i august 2020
  • Du kan læse mere i projektbeskrivelsen http://babuska.dk/babuskas-have/

Publiceret 29 October 2020 14:00