Af Jacob Køhn Andersen,Provst for Skanderborg Provsti

Af Jacob Køhn Andersen,Provst for Skanderborg Provsti

Kirkeklumme: Ansvar!

Af
Af Jacob Køhn Andersen,

Provst for Skanderborg Provsti

Der er blevet talt meget om ansvar i de forgangne uger. De Radikale har i usædvanlig grad været centrum for mediernes strøm af historier. I en sådan grad at man kommer til at tvivle på den gamle sandhed om at dårlig omtale er bedre end ingen omtale.

Der bliver talt meget om strukturelle problemer, dårlig kultur og samfundsmæssige uligheder. Af samme grund er det vanskeligt at placere et egentligt ansvar. Hvis ansvaret gemmer sig i strukturerne – eller i kulturen - så er det nemlig sin sag at placere det på enkelte individer.

Hjemme hos os har der også været behov for et højere niveau af ansvarlighed, end der plejer at være. Vores hund har nemlig fået hvalpe, og dem skal man passe på. Hvalpene er placeret i en lille indhegning, som mest minder om de kravlegård, man førhen anbragte sine små børn i. På den måde undgår vi, at vores anden hun får adgang til hvalpene. Man kan jo aldrig vide, om dens følelser er ligeså moderlige som den rigtige mors.

Indhegningen er imidlertid udstyret med en låge, så hvalpenes mor kan få adgang til resten af huset. Men den skal til alle tider holdes forsvarligt lukket. Undtagen naturligvis, når moderen skal passere igennem den. Og det kan være en udfordring.

Det er værst for min kone. Fordi hun lejlighedsvis er nødt til at lade mig alene tilbage med de skrøbelige små dyr og den ansvarskrævende indhegning. Jeg tager det lidt mere roligt og for resten er lågens lukkemekanisme rigtig træls. Det sidste nærmer sig et strukturelt problem.

Du skal huske, at lågen skal være lukket ind til hvalpene! Sådan siger hun til mig, når hun går. Ja, selvfølgelig, svarer jeg.

Ikke desto mindre er det til min egen overraskelse sket et par gange, at lågen pludselig har stået åben. Eller den har i hvert fald ikke være helt lukket. Selvom det var mit ansvar. Og hvad gør man så!

I grunden burde jeg være taknemmelig. Det er sjældent, reglerne er så enkle, som dem, der gælder for min omgang med hundegården.

I de fleste menneskelige relationer har man ikke et konkret, velbeskrevet ansvar. Men det er som teologen og filosoffen K E Løgstrup engang sagde: Man har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at man står med et stykke af dets skæbne i sine hænder.

Det er et ansvar, som er svært at formulere præcist. Og endnu sværere at leve op til. Men vi kender det alle sammen. Især når det viser sig som dårlig samvittighed.

Men først og fremmest er det et personligt ansvar. Lige meget hvad vi har af undskyldninger og forklaringer, så står der altid det ene tilbage – at vi gjorde, som vi gjorde. Det skal både vi selv og vores medmennesker leve med. Alene af den grund er det anbefalelsesværdigt at øve sig lidt på at være et ansvarligt menneske.

Publiceret 25 October 2020 06:30