Genfyld bugner af spændende økologiske varer. I dispenserne er et stort udvalg af basisvarer som pasta, gryn, bønner, linser, kerner, frø, nødder, mandler og korn. Foto: Grethe Bo

Genfyld bugner af spændende økologiske varer. I dispenserne er et stort udvalg af basisvarer som pasta, gryn, bønner, linser, kerner, frø, nødder, mandler og korn. Foto: Grethe Bo

Købmanden er tilbage - økologisk og emballagefri

Skanderborg har taget godt imod den nye økologiske og emballagefrie købmandsbutik på Mindet

Af
Grethe Bo Madsen

købmand "Guuud, hvor er her hyggeligt. Kan man virkelig det i Skanderborg?"

Spørgsmålet har Karin Agerskov Thomsen måtte svare på flere gange siden hun slog dørene op til sin økologiske og emballagefrie købmandsbutik, Genfyld, på Mindet.

Og svaret er JA, det kan man faktisk godt.

"Jeg er blevet taget rigtig godt imod. Mange kommer herind af nysgerrighed og skal lige se butikken, og høre lidt om, hvad det går ud på. En del er overraskede over, at det kan lade sig gøre at drive sådan en butik i en by af Skanderborgs størrelse. Endelig er der de mange tilflyttere fra Aarhus, der kender konceptet og er jublende lykkelige over, at de nu kan handle emballagefrit i Skanderborg," fortæller Karin Agerskov Thomsen.

"Og så er der et segment, jeg slet ikke havde regnet med, for der er rigtig mange ældre, der kommer forbi og får en snak, mens de handler. For dem betyder det rigtig meget, at de kan nøjes med at købe den mængde, de har brug for til en lille husholdning og en lille appetit. Og så er en købmand jo noget de husker, fra tidligere i deres liv."

Mange nye varer

Også konceptet med selv at medbringe emballage og veje varerne af er gået strygende.

"Jeg er her til at hjælpe, men de fleste har hurtigt styr på det," oplyser hun.

Butikken åbnede 5. september med et stort udvalg af basisvarer. Og allerede nu er der kommet mange flere produkter i sortimentet.

"Den crowfunding, jeg satte i værk for at starte op, gik over al forventning, så jeg satte en ønskekrukke op, hvor folk kunne lægge en seddel i med de ting, de savner i butikken. Så nu har jeg også flydende opvaske- og vaskemiddel og flydende sæbe. Dertil kommer nogle sunde snacks og popcorn - bare rolig, den økologiske chokolade er på vej - spændende the-varianter og en masse krydderier. Jeg har også fodbadesalt, shampoo-bars og fugtighedscreme. Faktisk er jeg allerede er ved at løbe tør for plads," griner hun. Ønskekrukken står der dog stadig.

Genfyld

  • Økologiske og emballagefri købmand på Mindet 3 i Skanderborg
  • Åbent tirsdag-torsdag kl. 14-18, fredag 10-18 og lørdag 10-14

Publiceret 23 October 2020 18:30