Morten Nystrup er ny chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser. Han kommer fra en stilling som redaktør for JP Aarhus.

Morten Nystrup er ny chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser. Han kommer fra en stilling som redaktør for JP Aarhus.

JP Aarhus-redaktør bliver chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser

Chefredaktøren for Jyllands-Postens Lokalaviser stopper og skiftes ud med redaktøren fra JP Aarhus, der vil overraske læserne med mere relevante og toneangivende lokalaviser

Af
Emma Sennels

JP Aarhus

11 ugeaviser i Østjylland samt nyhedssitet Lokalavisen.dk har fået en ny chefredaktør. 43-årige Morten Nystrup tiltrådte mandag stillingen som ansvarshavende chefredaktør efter fire år som redaktør på Jyllands-Postens lokale tillæg, JP Aarhus.

"Vores lokale forankring er vigtigere end nogensinde. Og ikke mindst i et kommunalt valgår giver det mening at tilføre Jyllands-Postens Lokalaviser en stærk og lokalt forankret redaktionel profil. Sådan en har vi fundet i Morten Nystrup," siger Rasmus Blegvad, der er administrerende direktør for Jyllands-Postens Lokalaviser.

Henover efteråret 2019 frasolgte JP/Politikens Hus en række udgivelser i Sydsverige og på Sjælland – dengang i regi af selskabet Politikens Lokalaviser. Morgenavisen Jyllands-Posten overtog herefter de jyske ugeaviser og nyhedssitet Lokalavisen.dk.

Lokalsamfundets lejrbål

Det er nu her, Morten Nystrup skal sidde ved roret. Hans ambition er, at lokalaviserne i endnu større grad skal være "lejrbålet" i de byer, hvor aviserne udkommer. Og at læserne kommer til at få en vedkommende avis med gennemslagskraft mellem hænderne:

"Jeg har stor respekt for, at det er relevans, der er alfa og omega for en lokalavis. Vi skal stadigvæk beskrive butiksåbninger og vejarbejde, men en gang i mellem skal læserne også overraskes med, hvilken slags historier, en lokalavis kan bringe, som det eksempelvis har været tilfældet sagen om plejehjemmet Kilebo. Potentialet er der, og jeg er helt overbevist om, at den slags historier vil der komme flere af," siger Morten Nystrup.

Den nye chefredaktør har udviklet sin karriere som journalist og siden redaktør i Jyllands-Postens hus siden 2009, hvor han begyndte som jourhavende på Jyllands-Postens digitale medie. Siden har han deltaget i etableringen af erhvervsmediet Finans.dk og fra november 2016 til nu altså redaktør for JP Aarhus, der i lighed med Lokalaviserne dækker hele det østjyske område.

Rokaden betyder, at efter ni år på posten fratræder Claus Wessel Krogh som chefredaktør på Lokalaviserne:

"Det har været et både udfordrende og udviklende job – spredt over flere landsdele og endog også over flere lande. Virksomheden er ændret og dermed behovene, men jeg er glad for at kunne aflevere Jyllands-Postens Lokalaviser i fin form. Nu skal jeg prøve noget nyt," siger han.

Publiceret 19 October 2020 11:14