Video og fotos:

Båndet, broen og alt det andet

Muligheder for god motion i flot natur er skabt i den nordlige del af Skanderborg Kommune med en 10 kilometer rute

Af
Michael Wulff

Båndet Det er nogle raske gearskift, som bliver taget i den lille hurtiggående bil, da ildsjælen i Galten-Skovby, Karen Lindemann, vil vise en del af det 10 kilometer lange skolespor Båndet frem for Uge-Bladet Skanderborg.

"Ja, men hvis du kun har et par timer, så skal vi ikke spilde tiden," siger hun på vej ned til det første stop, shelter-bålpladsen ved Skovby Skoven.

Kiggede på fritidsaktivitet

Karen Lindemann er med rette stolt over at vise området frem. Siden kommunesammenlægningen i 2008 har hun været en del af Skanderborg Byråd valgt for socialdemokraterne, og før det sad hun i Galten Byråd fra 2001.

"Men i 2008 kom det hele til at handle om Skanderborg, følte jeg. Derfor stiftede vi Projektforum Galten-Skovby for at sætte fokus på ting her i den nordlige del af kommunen."

Gode toiletforhold

I 2013-14 kortlagde man de gode steder i Galten og omegn.

"Men vi kiggede ikke så meget på de udendørs muligheder. Det fysiske var ikke fremme. Men så talte vi om, hvad vi kunne lave i fritiden," siger Karen Lindemann og parkerer udenfor det nyopførte toilet ved Tinbæksøen.

"Hvis ikke der er ordentlige toiletforhold, vil de unge jo ikke bruge det," siger hun og stikker lige hovedet ind for at tjekke hygiejnen.

"Det kan godt lige trænge til at blive løbet over."

Nat i shelter

Shelter-bålpladsen er klar. Den bliver brugt flittigt af folk, som vandrer helt fra Aarhus for at få en nat i naturen.

"Det koster 25 kroner," siger hun.

"Projektet her er kommet op at stå i en fusion mellem Forsyningen, der skulle separatkloakere og derfor lavede nogle søer, og så skoven, som er skabt til undervisningsbrug for skolebørnene."

Vi skynder os at tage et billede, og så går turen mod vest.

Båndet og kommunen

Navnet ’Båndet’ er kommet, fordi det binder kommunen sammen i denne øst-vest akse fra Lillering Skov ved Skovby til Præstebro ved Låsby Station.

"Vi har jo den gamle Hammel-bane liggende her," siger Karen Lindemann og peger ud til højre.

"Banen blev nedlagt i 1956, men du kan stadig se, hvor sporene lå."

Vi når af den lille snoede Låsbyvej, som bliver til Galtenvej, frem til det sted, hvor jernbanen skulle via en viadukt ved Stovsto Bæk. Området er meget kuperet, men ’bisserne,’ som løsarbejderne hed tilbage i tiden, sled sig med håndkraft gennem bakkerne.

Flot træbro

Ovenover viadukten af store granitsten er der i år kommet en flot træbro, som en del af Båndet.

"Ruten går jo gennem forskellige lodsejeres jord. Derfor har Projektforum været ude og tale med dem, og vi har mødt en stor imødekommenhed. Der er blevet drukket en del kaffe," siger Karen Lindemann.

"Enkelte steder ville Båndet komme for tæt på privat ejendom eller nær stier til rådyr, og det har vi respekteret."

Det har været en tur med forhindringer at komme i mål, fortæller hun.

"Du skal have hård hud på hænderne for at holde fast i tovet. Men vi er også flere gange blevet mødt af lodsejere, som sagde: Vi kunne jo også …" Det gjaldt fx, da der skulle skaffes midler til træbroen.

"Den ene lodsejer lagde sin jord til, en anden sagde, den betaler jeg. Nu står den her," siger Karen Lindemann og smiler, inden vi sætter kursen mod Galten igen. Det er noget med en pilgrimsrute - som vi må følge op på senere.

Læs projektbeskrivelsen på Båndet her.

Publiceret 18 October 2020 11:30