Pressefoto

Pressefoto

Fuglekongens død

I tidernes morgen da fuglene skulle vælge sin konge besluttede den vise ugle, at den fugl, som kunne flyve højest og således komme tættest på solen, skulle have den ærefulde titel

Af
Lisbeth Westring Kristensen

sognepræst Stilling Kirke

præsteklumme Forleden formiddag, hvor jeg sad ved mit spisebord og arbejdede, var der pludseligt noget, der ramte mit køkkenvindue. Jeg så ikke, hvad det var, jeg hørte blot lyden, da det ramte. Det var ikke nogen høj lyd, men den var dog alligevel markant nok til, at jeg med det samme vidste, at det var en fugl. En lille fugl. Og med en vis spænding åbnede jeg døren og kiggede ud på fliserne foran vinduet. Ganske rigtigt. Der lå en lille fin, blød, varm fugl med stirrende øjne. Sød og uhyggelig på en gang.

Jeg tog den op i min hånd og aede den og spekulerede på, hvad det mon ville koste at få sådan én udstoppet. Og hvor lang tid det mon ville tage. Og ville den så stadig være sød og fin? Det ville den nok, blev jeg enig om, for det var virkelig en fin fugl med en gulorange stribe på sit lille hoved.

– ”En krone”, belærte min mand mig, da han senere kom hjem og så den lille fugl i min udstrakte hånd.

– ”Og deraf navnet Fuglekongen”.

For sådan en var det! En fuglekonge! Den mindste af Europas fugle. Tænk engang! Lige der i min hånd. Jeg følte det gamle ordsprog om hellere at have én fugl i hånden end ti på taget helt morbidt.

Mens jeg fortsat kiggede på den fine fjerpragt fortalte han mig historien om, hvordan fuglekongen fik sit navn.

I tidernes morgen da fuglene skulle vælge sin konge besluttede den vise ugle, at den fugl, som kunne flyve højest og således komme tættest på solen, skulle have den ærefulde titel. De forskellige fugle begyndte at flyve højt højt med nogle af de mindste fugle først: gråspurv, solsort, skade og måge. Dernæst stork, gås og musvåge. De fløj alle højere og højere, og til sidst fløj den lidt storskrydende ørn allerhøjest. Hvad den ikke havde bemærket var, at en lille fugl havde gemt sig under dens vinge, og da ørnen pralende og forpustet fløj rundt og proklamerede, at nu skulle den være konge, fløj den lille fugl ud under ørnens vinge og 20 meter højere op end ørnen.

Hermed var den på trods af at være den mindste valgt som fuglenes konge, og som belønning fik dens solens gule krone på toppen af hovedet og titlen som fuglekonge – en titel den ikke vigter sig af, men blot bærer med ydmyghed.

Ak ja, tænkte jeg og tænkte på ham på korset, der også bærer en krone og har titel af at være jødernes konge, og som også levede i ydmyghed, og som også døde. Men som også opstod. Oprejst fra de døde.

Dét håber jeg også for mig, for jeg vil også gerne en dag se det hele i en fuglekonges perspektiv og forstå, hvorfor livet falder ud, som det gør, og hvorfor skæbnen kan synes så hård for nogen.

Publiceret 18 October 2020 08:00