Stephan Pagur er hjemme i virkeligheden i træningslokalet hos UG Dance i Viby efter nogle hektiske uger med tv-optagelser og live-transmissioner på TV2. Foto: Michael Wulff

Stephan Pagur er hjemme i virkeligheden i træningslokalet hos UG Dance i Viby efter nogle hektiske uger med tv-optagelser og live-transmissioner på TV2. Foto: Michael Wulff

VIDEO:

Vildeste danser Stephan er hjemme igen

Han nåede semifinalen i Den vildeste danser på TV2, og blev fejret af kammeraterne i Virring

Af
Michael Wulff

dansetalent Mobiltelefonerne blev flået op af lommerne, da skolekammeraten, 14-årige Stephan Pagur, trådte ind i Samlingssalen på Virring Skole ved Skanderborg midt i september.

"Ja, og det var virkelig grænseoverskridende at skulle danse for sine egne venner," siger deltageren fra TV2-programmet ’Den vildeste danser’. Her dansede Stephan for et publikum og et seertal, som ligger i den helt høje ende fredag i prime-time.

"Men at danse foran tv-kameraer og et folk, jeg ikke kender, og så overfor mine venner er meget forskelligt."

SE VIDEO: Stephan danser foran sine venner på Virring Skole:

Landskendt på tv

Stephan Pagur blev i august og september landskendt, da han foldede sig ud i de fedeste rytmiske bevægelser til blandt andet hittet Disco Inferno fra 1977-filmen Saturday Night Fever med John Travolta.

Det var hans mentor i programmet, Silas Holst, der foreslog Stephan, at skabe en figur efter Travolta. Og det lykkedes til fulde, hvis man skal dømme efter Silas og de andre dommeres reaktion til auditionen. "Stem for guds skyld!" lød det fra en meget begejstret Silas til publikum.

Da Stephan røg ud i semifinalen, ventede skolekammeraterne på Virring Skole ved Skanderborg. Stephan kvitterede med en dans, som Travolta gjorde det i 1977. Foto fra videoklip.

Da Stephan røg ud i semifinalen, ventede skolekammeraterne på Virring Skole ved Skanderborg. Stephan kvitterede med en dans, som Travolta gjorde det i 1977. Foto fra videoklip.

Silas overraskede

"Silas kom hjem til os i Torrild helt uventet for mig," fortæller Stephan, da vi mødes på gården i Viby, hvor UG Dance holder til.

Årsagen til overraskelsen var, at Stephan ikke i første omgang havde kvalificeret sig til semifinalen, men da der indløb afbud, tog Silas Holst turen til Torrild, hvor Stephan bor, for at fortælle ham, at han alligevel skulle med i semifinalen 18. september.

"Min mor hentede mig i skolen den dag – det var 9. august," husker han tydeligt.

"Hun sagde vi skulle have taget en coronatest og kørte hjem, så jeg kunne skifte tøj. Da jeg trådte ind i huset, sad Silas der. Bagved ham stod et helt kamerahold, jeg blev meget overrasket."

Stephan Pagur danser i det daglige med Mira. De træner mindst et par timer fire dage om ugen hos UG Dance i Viby. Her står deres træner Louise Heise klar med gode råd til de talentfulde unge.

Begyndte som fireårig

Stephan har danset, siden han var fire år gammel. Han blev skubbet derhen af sin mor.

"Og det var slet ikke noget for mig, i hvert fald ikke den første gang," griner han.

Men allerede anden gang fattede han kærlighed til den dans, som i dag har bragt mange glæder med sig.

"Der er ikke mange i min familie, som danser. Min oldefar gjorde det vist, men min mor kunne se, at jeg bevægede mig rytmisk, når musikken spillede."

Otte gange DM

Den danseglæde har indtil nu hjemtaget hele otte DM-titler på bare 10 år. I 2020 skulle han og Mira have danset DM næsten på hjemmebane - på Savværket i Højbjerg.

"Det skulle have været afholdt 3. oktober, men efter Mette Frederiksen lukkede det hele ned på grund af coronaen, så har det været aflyst."

Fremtiden skal bestå af dans, siger Stephan.

"Jeg elsker koreografi og dansen."

Publiceret 15 October 2020 19:30