Anne Bille:

Anne Bille: "Sandkassen er et eksempel på, at i Ry kan vi kunsten at handle, gøre noget." Foto: Per Bille

Sandkasse og pipkasser skabte sommerliv på Bytorvet

I løbet af sommeren har børnene haft mulighed for at boltre sig i en stor bunke sand på Bytorvet

Ry En dag i foråret stod Anne Bille fra Butik Værdig og kiggede ud over det tomme bytorv sammen med tatovør Rune Lynggaard, der har sin salon i bagbutikken.

"Vi talte om at få skabt noget liv på torvet. Vi fik den ide at fylde torvet helt op med sand og lave en strandpark. Det er altid godt at starte med at tænke vildt," fortæller Anne Bille fra Butik Værdig i en pressemeddelelse.

Den vilde idé endte med at blive et mindre, men mere konkret projekt.

"Jeg synes, der mangler noget til de helt små her i Ry, og de kunne få glæde af en stor sandkasse," siger Anne Bille.

Gode kræfter hjalp til

Projekt sandkasse blev gennemført med hjælp fra gode, lokale kræfter. Udeholdet, som holder til på Dovergård og er en arbejdsplads for borgere med fysisk eller psykisk handicap, leverede selve 'kassen'.

"Så ringede jeg til Kalbygård Grusgrav og spurgte, om de kunne hjælpe med noget sand? De syntes, det var en megagod idé, så de ville gerne sponsorere. Jeg fik også nummeret på en vognmand, som jeg kontaktede, og han ville gerne levere sandet for et par flasker rødvin," fortæller Anne Bille.

Sidste bidrag kom fra Ry Højskole, som var i gang med at rydde op i deres serveringsskåle. Nogle af de rustfri stålskåle blev hokus-pokus til legetøj i sandkassen.

"Fra ideen om en sandkasse opstod, til den var klar til brug, gik der vel 14 dage," siger Anne Bille.

Pers pipkasser

Sandkasserne var ikke det eneste nye tiltag på Bytorvet.

Under corana-nedlukningen dukkede fire små huse op foran Butik Værdig Det var også et projekt, som Anne fik ideen til og satte i værk sammen med sin mand, Per Bille, for at skabe liv på torvet.

"Per kalder dem for 'pipkasserne'. De er et eksempel på, at nogle gange må vi handle og se, hvordan det går. Nogle gange handler vi helt forkert, men vi skal gøre noget og prøve at skabe nogle spændende oplevelser for hinanden. ”

Anne Bille oplever generelt, at Ry har mange ildsjæle, der gerne vil skabe noget. Som eksempel nævner hun den forening, der arbejder for at skaffe Ry en svømmehal. Selvom processen går langsomt og møder modstand, holder foreningen fast og kæmper videre.

Ikke så ringe

Ry City har besluttet, at overskuddet fra kampagnen 'Kunsten at handle i Ry' skal gå til foreningen Musikværket Ry, samt spillestedet og kulturhuset Gnisten i det gamle varmeværk på Møllevej.

"Det kan jeg bakke fuldstændig op om. Det er fedt, at de ikke bare vender sig mod kommunen og beder om penge, men selv gør noget i fællesskab. Det er en flok ildsjæle, som gør en hel masse, der vil blive til glæde for Ry og ikke mindst de unge. Det er ikke så ringe," siger Anne Bille.

gs

Publiceret 15 October 2020 13:15