Line Thimmer og sønnen Sofus kan glæde sig over en plads i en helt ny vuggestue i Bjedstrup Skole- og Børnehus. Privatfoto

Line Thimmer og sønnen Sofus kan glæde sig over en plads i en helt ny vuggestue i Bjedstrup Skole- og Børnehus. Privatfoto

Armene oppe i Bjedstrup:

Kommunalt ja til vuggestue

1. oktober rykker fire børn ind i ny vuggestue - fire mere kommer 1. november

Af
Claus Sonne

Bjedstrup Der har ikke været meget at glæde sig over i Bjedstrup den seneste tid, når snakken er faldet på børn og pasning, men mens debatten om en eventuel lukning af Bjedstrup Skole raser, kan beboerne i området glæde sig over en spritny vuggestue.

En vuggestue har gennem længere tid været et ønske i Bjedstrup Skole- og Børnehus. At det sker nu, handler ifølge Søren Aalund, koncernchef for Børn og Unge hos Skanderborg Kommune om, at der er et stort pres på kapaciteten på 0-6 års-området i kommunen generelt og i blandt andet Ry-området i særdeleshed.

"Hertil kommer, at det ikke har været muligt for Dagplejen at rekruttere nye dagplejere i Bjedstrup og omegn," fortæller Søren Aalund.

En kæmpe lettelse

En af dem, der er endog rigtig glad for nyheden om en vuggestue i Bjedstrup, er Line Thimmer. Hendes 11 måneder gamle søn Sofus er et af de fire børn, der 1. oktober rykker ind i vuggestuen i Bjedstrup Skole- og Børnehus.

"Det er en kæmpe lettelse. Efter at have været i kontakt med pladsanvisningen kunne vi godt se, at det ville blive svært med lokal pasning. derfor var vi nogle stykker, der snakkede om at lave en privat pasningsordning, men det blev bare for sårbart. Derfor gik vi i gang med en kampagne for at få gang i en vuggestue - og fandt ud af, at Bjedstrup Skole- og Børnehus gennem flere år havde kæmpet for det samme," fortæller Line Thimmer, der kender til flere familier, hvor mindre børn blive passet hjemme af nød.

"Jeg ved godt, at det let kommer til at lyde, som at vi er forkælede, men det gør en kæmpe forskel for os og mange andre, at pasningen af vores børn sker tæt på. Og trives forældrene ikke med den pasningsmulighed, der er, smitter det af på børnene," siger hun.

Line Thimmer understreger, at hun ikke er utilfreds med pladsanvisningen. Slet ikke.

"Mit klare indtryk er, at folkene der er presset langt ud over rimelighedens grænser, fordi der generelt mangler mange pladser," lyder det.

Else Sørensen, der er leder af Bjedstrup Skole- og Børnehus, glæder sig også over, at ønsket om en vuggestue endelig er en realitet.

"Vi ved jo, at der er et stort pres på systemet, så nu dækker vi i hvert fald en del af behovet," siger Else Sørensen, der skal have ansat to pædagoger i forbindelse med oprettelsen af vuggestuen.

Vuggestuebørnene får deres egen afdeling, men de bliver en del af det fælles hus. Herfra vil de blive 'rullet' ind i huset børnehave.

Publiceret 30 September 2020 19:30