Erling Gregers er fra Aarhus, men har boet næsten hele sit liv i Stjær. Tirsdag 29. september fylder han 85 i år.

Erling Gregers er fra Aarhus, men har boet næsten hele sit liv i Stjær. Tirsdag 29. september fylder han 85 i år.

Et dobbeltliv med Jul på Slottet, konservesdåser og pensler

Erling Gregers fylder 29. september 85 år. I mere end 50 år har han arbejdet med sin kunst

Lige fra han var dreng i Aarhus, tegnede og malede han og var optaget af æstetiske udtryk.

Han blev dekoratøruddannet hos Salling i 1953, gik på Svend Engelunds malerskole, havde egen butik "Keramikstuen" i 8 år, midt i Aarhus - med salg af dansk kunsthåndværk.

Alkymistværksted

Erling Gregers arbejdede i 27 år som Scenograf på DR TV i Aarhus. Julekalenderme "Jul i Gammelby" og "Jul på Slottet" blev optaget i det scenografiske univers Gregers skabte: stuer, slotssale, alkymistværksted, nisselofter og et fangehul. Stemningsmættede, julede tv-billeder fra Den Gamle By og fra Rosenholm Slot.

Programmer som "Kunstquiz" med Per Arnoldi, drama, debat og ballet-forestillinger som "Don Juan" blev præget af hans billedsyn.

Det blev således til et dobbelt arbejdsliv med scenografien og kunsten - som han holdt meget af.

"Høst" på Christiansborg

Gregers debuterede i 1964 på Kunstnernes Påske- og Efterårsudstilling. Statens Museum for Kunst købte et maleri fra serien "Høst" som blev udlånt til Christiansborg.

På et foto i Politiken, kan man se forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen nyde sin frokost, under Gregers store solgule billede.

Ny Carlsberg fondet købte også og han udstillede på Århus Kunstmuseum, Aarhus kunsthal fire gange, Kunsthal Charlottenborg to gange, Den Frie Udstilling På Galerie Moderne i Silkeborg 7 år i træk og på gallerierne Spectra, Passepartout, Dierks, Clemens og Galleri 14. Gregers var medlem af kunstnersammenslutningen "Pro" og udstillede med Sonde og Guirlanden.

Musik mellem kontraster

"Det stærke og poetiske opstår efter behov. Kontrasten mellem det definerede grafiske og det opløste er vigtige kontraster. Musikalitet mellem forskellige maleriske effekter er det, jeg vil have i mine billeder," siger Gregers.

Hans skulpturer er udført i blik fra konservesdåser, klippet op og loddet sammen igen med loddetin. En stor militærfrakke i hvidblik er således permanent udstillet og kan ses i DR TVs lounge område i Aarhus. I malerierne ses figurer i en stille poetisk verden, hvor farverne er dæmpede. Alle overflødigheder er væk, og han koncentrerer energien i meget bevidst udførte billeder. Hans foretrukne format var det kvadratiske, som er det mest udfordrende at få både i bevægelse og i ro.

Publiceret 27 September 2020 11:30