Fini Carlsen på plads på Thule Air Base foran sin nye patruljebil.

Fini Carlsen på plads på Thule Air Base foran sin nye patruljebil.

Fini bliver police inspector på Thule Air Base

62-årige Fini Carlsen fra Skanderborg er klar til sit fjerde 'politi-ophold' på Grønland

Af
Claus Sonne

langt væk 1200 km nord for Polarcirklen ligger Thule Air Base, og det er her, Fini Carlsen, 62-årig politibetjent fra Skanderborg, det næste år skal håndhæve lov og orden.

Pituffik, som basen hedder på grønlandsk, er en amerikansk militærbase og huser cirka 200 amerikanske soldater og cirka 400 civile, primært danskere og grønlændere. Her bliver Fini Carlsens titel 'policeinspector'. Arbejdskøretøjerne er, selvfølgelig, en landcruiser og en snescooter.

Det er fjerde gang, Fini Carlsen er udstationeret på Grønland. I 2007, 2008 og 2018 var det i byer på Grønlands vestkyst.

"Det bliver noget helt, helt andet at skulle være på Thule Air Base, der er et mere eller mindre lukket samfund, hvor folk ikke bare lige kommer forbi eller rejser fra," forklarer Fini Carlsen.

Men hvor lige Grønland?

"Jeg ved det faktisk ikke. Men allerede, da jeg for 41 år siden begyndte i politiet, havde jeg en mavefornemmelse, der sagde, at jeg engang gerne ville til Grønland. Jeg ved stadig ikke, hvor den stammer fra, men i dag har jeg tabt mit hjerte til Grønland og grønlænderne," lyder det.

Markant anderledes opgave

På Thule Air base skal Fini Carlsen arbejde sammen med det amerikanske militærpoliti. Det danske forsvar har også en forbindelsesofficer på basen.

Allerede, da jeg for 41 år siden begyndte i politiet, havde jeg en mavefornemmelse, der sagde, at jeg engang gerne ville til Grønland

"Selve politiopgaven er markant anderledes, end hvad jeg har prøvet før. Under mine tidligere ophold i Grønland har jeg lavet almindelige politiarbejde, men i Thule handler det blandt andet om kontrol i forbindelse med ankomst og afgang af fly og helikoptere. Det kræver en særlig tilladelse at besøge basen, og så er basens sprog i øvrigt engelsk," fortæller Fini Carlsen, der inden afgangen fra Danmark skulle bestå en skydeprøve og runde en tandlæge.

"Basen har en læge, men ingen tandlæge, og jeg ved fra mine tidligere ophold på Grønland, at det er en rigtig godt idé at ankomme med tjekkede tænder," lyder det.

Vejret udfordrer

Det helt store omdrejningspunkt på Thule Air Base er vejret, der bedst kan betegnes som ekstremt. Den laveste temperatur, der er målt ved basen, er såmænd minus 65 grader. Uden at chillfaktoren er indregnet ...

"Vejret påvirker alt, især flytrafikken," konstaterer Fini Carlsen, der som resten af basens indbyggere er på vej ind i en periode med mørke døgnet rundt frem til februar.

"Jeg har prøvet det før. I dagtimerne er det ikke bælgmørkt, men mørkt med et blåt skær. Det påvirker nogle mere end andre, men jeg har det fint med det og synes faktisk, at den efterfølgende periode med midnatssol er mere irriterende. Alt i alt er det meget specielt," fortæller Fini Carlsen, der måtte gennem fem flyvninger for at frem til sit mål

"Turen herop er gået fint, inklusiv de fem dage i coronakarantæne i Ilulissat. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang," siger Fini Carlsen fra Thule.

Fakta

Thule Air Base

  • Ejet af USA.
  • Baseområde med indkvartering til 7000 personer. I dag arbejder cirka 600 personer på basen.
  • Sygehus, kraftværk, 3300 m landingsbane, radarfaciliteter mm. opført mellem 1951 og 1952 af af US corps of Engineers derefter overdraget til US Air Force, der driver Peterson Air Force Base.
  • Lavest målte temperatur: -65.
  • Højeste vindhastighed målt: 333 km/t.

Publiceret 25 September 2020 11:30