Med en donation på godt en halv mio. kr. fra Nordea fonden kan skatepark-projekt i Hylke snart realiseres.

Med en donation på godt en halv mio. kr. fra Nordea fonden kan skatepark-projekt i Hylke snart realiseres.

Armene er helt oppe i Hylke

Skatepark-projekt får 570.500 kr. i støtte fra Nordea-fonden

"Vi kan slet ikke få armene ned".

Sådan siger Rebecca Veilgaard Christensen fra Hylke Landsbyråd i en pressemeddelelse - efter at Nordea-fonden har sendt 570.500 kr. efter projekt 'Aktivt Byrum i Hylke'.

"Vi er så glade og stolte over, at vores projekt bliver en realitet.Vi har brugt to år på at projektudvikle og fundraise. Det er fantastisk, at en af landets største private fonde også kan se, hvad det er, vi kan her i Hylke. Nordea-fonden støtter op om den udvikling, det kræver at opretholde en levende landsb," lyder det.

Projektet skal fornye landsbyens sportsplads, der blandt andet skal indeholde en professionelt bygget skatepark.

Skateparken er valgt, fordi den kan bruges af både små og store, begyndere og øvede. Alt rullende lige fra skateboard, løbehjul, løbecykler, rulleskøjter til kørestol kan bruges på det nye areal over for Hylkes skolebygning, Multihus og børnehave. Samtidigt giver den landsbyens unge mennesker muligheder for et godt samvær med nye og gamle kammeraterne. Alle landsbyens foreninger har doneret penge til projektet, der også indeholder et bytorv, legeplads og madpakkehus.

Fraset det arbejde der kræver professionel ekspertise, så bygger projektet på frivillig arbejdskraft. Noget som landsbyen har stor erfaring med, blandt andet for 5 år siden, hvor borgerne brugte 10.000 frivillige arbejdstimer på at få nye, innovative og energirigtige bygninger til skole og Multihus.

Tina Sønderskov, der var projektleder dengang, har igen trukket i arbejdstøjet, og er klar til at åbne Frivilligbanken igen.

"Aktiviteterne rummer muligheder for alle aldersgrupper, så det giver mening for rigtig mange borgere at give deres tid og arbejdskraft til projektet. Det giver en stor følelse af ejerskab, der styrker fællesskabet," fortæller hun.

Foruden Nordea-fonden er Hylkes projekt støttet økonomisk af Skanderborg Kommunes Landsbypulje, Smukfonden samt Hylkes foreninger og erhvervsdrivende. Firmaet Concretehead, der også lavede Galten Skatepark, skal bygge et nyt trappeanlæg med tilgængelighed i højsædet, samt Hylke Skatepark. Projektet går i gang i efteråret, og forventes færdigt sommeren 2021.

Publiceret 21 September 2020 17:00