Liberal Alliance og Radikale er uenige om, hvorvidt en ny skolestruktur kun skal kunne vedtages, hvis den har været en del af en kommunalvalgkamp.

Liberal Alliance og Radikale er uenige om, hvorvidt en ny skolestruktur kun skal kunne vedtages, hvis den har været en del af en kommunalvalgkamp.

Skolestruktur:

Politisk uenighed om politikernes ageren

Linda Andrea (LA) og Anne Heeager (R) er uenige om byrødders generelle ageren

Af
Claus Sonne

Når man vil lave et stort indgreb, som en ny skolestruktur er, er det nødvendigt at spørge borgerne om deres mening i forbindelse med et kommunalvalg.

Sådan lyder det fra Linda Andrea, formand for lokalafdelingen af Liberal Alliance og kandidat til byrådet ved det seneste valg. Den holdning er byrådsmedlem Anne Heeager (R) uenig i. Hun har været en af fortalerne for den nye skolestruktur.

"Det vil aldrig være muligt på forhånd at kende til de problemstillinger, vi må forholde os til, og derfor mener jeg heller ikke, at byrådets ret OG forpligtigelse til at forholde sig til emner, vil afhænge af, hvorvidt disse emner blev diskuteret i forbindelse med det foregående valg," siger Anne Heeager.

Linda Andrea slår fast, at man i Liberal Alliance undrer sig meget over skolestrukturforløbet.

"Jeg har gransket både mine notater og min hukommelse fra tiden op til det seneste kommunalvalg, og jeg kan simpelthen ikke erindre, at der blev nævnt et ord om skolelukninger. Og det var heller ikke noget, som var i spil, da Jørgen Gaarde var borgmester. Så skifter Socialdemokratiet leder, og pludselig er der både skattestigninger og skolelukninger på programmet. Det undrer, siger hun.

Politikerne reagerer jo på en ny situation bl.a. udløst af en udligningsreform. Havde I ikke også skældt ud, hvis politikerne ikke havde reageret på en nyopstået problemstilling?

"Jo. Men hør nu. Vi er et år fra et valg til byrådet, og med den forbedrede økonomi for 2021 i mente, mener vi, at man godt kunne have vente til efter valget med at træffe beslutningen," siger Linda Andrea.

Uhyggelig tanke

Anne Heeager kalder tanken om et samfund, hvor politikere ikke kan træffe beslutning om vigtige sager, hvis ikke de har været et brandvarmt tema under en valgkamp, for uhyggelig.

"Det kunne jo gøre ethvert byråd handlingslammet," siger Heeager og tilføjer:

"Jeg er en stor fortaler for det repræsentative demokrati - og jo hermed også tanken om, at vælgerne ved næste valg, vil kunne sætte os alle fra bestillingen, hvis de synes, at vi har ageret uansvarligt eller i modsætning til det, de havde forventet."

Publiceret 18 September 2020 10:00