Benjamin Würtz Rasmussen. Pressefoto

Benjamin Würtz Rasmussen. Pressefoto

Hvorfor gå i kirke?

Af
Benjamin Würtz Rasmussen

Sognepræst i Dover-Alling-Tulstrup Pastorat

præsteklumme Efter en lang sommerferie og forældreorlov kom jeg endelig afsted – til gudstjeneste. Og jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg gik derfra som et forandret menneske, et lettere menneske. Så er det jo heldigt, at jeg i mit arbejde som præst, ugentligt går til gudstjeneste. Så jeg tænkte, hvad var det jeg har manglet hele sommeren, hvor jeg ikke har været i kirke? Jeg læste noget, som fandt genklang i mine overvejelser i Hartmut Rosas bog Det ukontrollerbare:

”… liv, berøring og virkelig erfaring opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres. En verden, der er fuldstændig kendt, planlagt og styret, vil være en død verden. Det er ikke en metafysisk indsigt, men en hverdagserfaring: Livet fuldbyrdes i en vekselvirkning mellem det, der er kontrollerbart, og det, der er ukontrollerbart for os…”

Gudstjenesten er et sted jeg får sat mit eget liv i perspektiv. Et sted, hvor jeg kommer i kontakt med det ukontrollerbare i mit liv. Ikke i skikkelse af en metafysisk Gud, som Hartmut Rosa skriver, men som noget meget nært og hverdagsagtigt. Hele kirkerummet og dét, der foregår til gudstjenesten, har en retning og en åbenhed mod det ukontrollerbare i tilværelsen: død og skyld, kærlighed og tilgivelse. Det er svært at sætte ord på, uden at det flyver afsted og bliver uhåndgribeligt. Men ikke desto mindre er det vigtigt at tale om.

Jeg stod en dag og drak en kop kaffe i våbenhuset efter gudstjenesten og faldt i snak med en af de ”faste” kirkegængere i sognet. Jeg spurgte ham, hvorfor han gik i kirke. Og han svarede: ”Jo, jeg stod med udmeldelsesblanketten i hånden og overvejede, om jeg skulle være medlem eller melde mig ud. Jeg brugte jo alligevel aldrig kirken. Men så besluttede jeg, at jeg ville give kirken et forsøg før jeg meldte mig ud. En eventuel udmeldelse bør ske på oplyst grundlag. I et år ville jeg gå til gudstjeneste hver søndag, hvis jeg ikke skulle noget andet. Og efter et års kirkegang talte jeg med præsten en søndag, som sagde, at der jo var to tekstrækker, som kører et år af gangen. Så så blev jeg altså nød til at tage et år mere. Og nu kan jeg simpelthen ikke lade være.”

Måske er det også for den faste kirkegænger, sådan, at han kommer i kontakt med det ukontrollerbare i tilværelsen, som man ikke kan sætte ord på. Eller også kan han bare godt lide at synge. Jeg tror, der er lige så mange grunde til at gå i kirke, som der findes mennesker. Måske er det også noget for dig? Jeg syntes du skulle give det et forsøg. Men jeg vil på forhånd advare dig: Det kan blive vanedannende. Det kan blive noget, ”du har brug for” på lige fod med andre basale behov i livet. Tør du?

Publiceret 13 September 2020 07:00