Lige nu forhandler byrådet om Skanderborg Kommunes budget for 2021-2024. Det ligner endnu en sparerunde på børn og unge. Samtidig forhandler folketingspolitikerne på Christiansborg om næste års finanslov. Et af emnerne er, hvorvidt minimumsnormeringer i daginstitutionerne skal fremrykkes. Pressefoto

Lige nu forhandler byrådet om Skanderborg Kommunes budget for 2021-2024. Det ligner endnu en sparerunde på børn og unge. Samtidig forhandler folketingspolitikerne på Christiansborg om næste års finanslov. Et af emnerne er, hvorvidt minimumsnormeringer i daginstitutionerne skal fremrykkes. Pressefoto

Lørdags-demo på Fælleden:

Bamser til kamp for minimumsnormeringer

For halvandet år siden satte Forældrebevægelsen HvorErDerEnVoksen fokus på minimumsnormeringer op til folketingsvalget – blandet andet med en demonstration i Skanderborg. Og herfra er holdningen stadig klar: Der skal afsættes penge nu - både lokalt og nationalt. Børnene kan ikke vente. Derfor indkalder de igen demonstration for minimumsnormeringer i Skanderborg Kommune.

Bamser kæmper

Covid-19-smittefare gør det imidlertid uansvarligt at samles i store grupper til en demonstration, så de samler i stedet børnenes trofaste stedfortrædere til kamp – nemlig bamserne. Forældrebevægelsen inviterer bamser til landsdækkende demonstrationer, og der livestreames fra hele landet til Christiansborg.

I Skanderborg foregår demonstrationen foran Rådhuset på Fælleden lørdag 12. september fra klokken 08.00. Der er indsamling af bamser flere steder i kommunen, hvor alle kan aflevere en eller flere bamser senest fredag 11. september.

Anna Opstrup Larsen er tovholder for demonstrationen.

"Det går for langsomt med pengene til minimumsnormeringer, selvom både praksis og forskningen klart viser, hvad det betyder for børnene. Derfor håber vi, at mange vil støtte op med én eller flere bamser til demonstrationen – gerne med en lille besked om halsen til de lokale politikere. De mange bamser vil efterfølgende blive doneret til velgørenhed."

Publiceret 11 September 2020 11:00