Der er registreret færre forseelser omkring Skanderborg Kommunes skoler. Pressefoto, Rådet for Sikker Trafik.

Der er registreret færre forseelser omkring Skanderborg Kommunes skoler. Pressefoto, Rådet for Sikker Trafik.

Færre fartbøder på Skanderborgs skoleveje

Skolestart rimer på øget trafiksikkerhedsfokus i Skanderborg Kommune, og i år er der registreret færre forseelser omkring kommunens skoler

skanderborg Traditionen tro i forbindelse med skolestart følges de nye, små trafikanter på vej af trafiksikkerhedskampagnen "Børn på Vej" og politikontroller på og omkring Skanderborg Kommunes skoler og skoleveje. Det har tilsyneladende en god effekt på bilisterne, der i langt flere tilfælde holder sig inden for færdselslovens rammer.

"Tidligere har vi udstedt mange fartbøder, men i det nye skoleår har tendensen heldigvis været en anden. I løbet af tre uger har vi registreret 150 forseelser, hvoraf de 142 skyldes hastighed. Det er altid med en vis forsigtighed, vi sammenligner tal, men på bare en enkelt dag sidste år udstedte vi hele 135 fartbøder. Selv om vi selvfølgelig helst ser os helt fri for forseelser, er status på årets skolestartskampagne altså positiv," fortæller Jesper Engelund, der er vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi.

Hos Skanderborg Kommune ser man det som et tegn på, at kommunens langvarende arbejde med en bred vifte af trafiksikkerhedsindsatser virker. Og det er glædeligt, fordi indsatsen især handler om at få børnene til selv at transportere sig i skole - enten på cykel, gåben eller med bus.

"Det er klart, at når vi arbejder for at få flere børn til at cykle i stedet for at blive kørt af forældrene, så er det vigtigt, at bilisterne overholder færdselsloven, så børnene kan føle sig trygge i trafikken," forklarer Jette Schmidt, der er trafik- og tilgængelighedsrevisor i Skanderborg Kommune.

Fortsat opmærksomhed

Siden 2012 har Skanderborg Kommune arbejdet dedikeret med trafiksikkerhedsindsatsen "De Ualmindelige". Heri ligger et tæt samarbejde med Sydøstjyllands Politi og en række årlige kampagner, nationale såvel som kommunens egne.

Også i september er der fokus på børns cykling.

"I år deltager endnu flere af vores elever i Skanderborg i cykeldysten, og derfor er det vigtigt, alle trafikanter viser hensyn på vejene. Kan vi fastholde de gode cykelvaner, skaber det ikke alene øget trafiksikkerhed omkring skolerne, hvor der vil være færre biler - det giver også børnene frisk luft, motion og dermed bedre indlæringsevne," slutter Jette Schmidt.

"Børn på Vej" er en landsdækkende kampagne, der gennemføres i samarbejde mellem flere kommuner, Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og Politiet.

Publiceret 09 September 2020 14:00