Mathias Væver (tv) og Nicolaj Støy er stemmerne i en ny CS:GO-podcast, der har Chris Kleis som tredjemand. Foto: Sonne

Mathias Væver (tv) og Nicolaj Støy er stemmerne i en ny CS:GO-podcast, der har Chris Kleis som tredjemand. Foto: Sonne

Skanderborg-drenges CS:GO-podcast er et hit

Tre Skanderborg-drenge har lanceret podcast om Counterstrike

Af
Claus Sonne

ESPORT Computerspillet CS:GO - alias Counter-Strike: Global Offensive - brager afsted på verdensplan, og i Danmark er især spillerne på holdet Astralis blevet mediedarlings. Det joystick har Skanderborg-drengene Nicolaj Støy, Mathias Væver og Chris Kleis grebet og lanceret en podcast om CS:GO med navnet 'Ace'.

"Vi er CS:Go-nørder. Det indrømmer vi gerne," griner Mathias Væver.

25-årige Nicolaj Støy og Mathias Væver samt 27-årige Chris Kleis er alle vokset op i Skanderborg. I dag bor de alle tre i Aarhus, men båndet til Skanderborg er intakt, og både Nicolaj Støy og Mathias Væver arbejder i det nyåbnede E-sportcenter i Skanderborg, SPWN, der holder til på Krøyer Kielbergs Vej.

I skrivende stund er der sendt seks Ace-podcasts ud i æteren. Den første var ringe - siger trioen med et grin - mens den tredje var lige så kontroversiel, som den var døråbnende. Mere om det sidste senere.

"Jamen, vi var sindssygt nervøse, da vi lavede den første podcast. Vi troede egentlig, at det var godt, det vi lavede, men nu kan vi godt høre, at det ikke var tilfældet. Der er sket en kæmpe udvikling, og vi føler os meget bedre tilpas," fortæller Nicolaj Støy og suppleres af Chris Kleis.

"Støy og Væver har kendt hinanden i 20 år og har næsten deres eget, indbyrdes sprog. Og det er det, der gør det så fedt, når de nørder om CS:GO, som de ved vildt meget om. Det giver et forrygende samspil," lyder det fra den tekniske bagmand.

Og jo, jo, der findes i forvejen masser af podcasts om CG:GO, men indtil videre ikke har været noget dansk-talende alternativ.

"Det har alt sammen været på engelsk og på et meget højt niveau. Det forsøger vi at gøre op med, ved at lave det på dansk og gradvist få flere med op på et niveau af CS:GO, hvor det bliver en helt ny verden og kompleksiteten af spillet kan få mere plads," forklarer Mathias Væver.

Toppen af poppen i CS:GO er det danske hold Astralis, og den tredje Ace-podcast handlede netop om Astralis og var en kritisk sag baseret på en enkelt kilde.

"Podcasten kom på til midnat, og kl. 10 blev jeg ringet op af Astralis-folkene, der var ret knotne over indslaget og spurgte, hvorfor i alverden vi ikke have spurgt dem om deres mening. Det troede vi slet ikke var en mulighed for sådan nogle som os, men vi blev simpelthen inviteret til pressedag hos dem," fortæller Chris Kleis.

Surrealistisk møde

Og så drog trioen til København.

"Det var helt vildt. TV2 Zulu og BT var der - og så lillebitte os. Men vi fik en snak med sportsdirektør Kasper Hvidt og dev1ce, der er verdens 3. bedste spiller. Det var altså noget surrealistisk," griner Nicolaj Støy.

Den efterfølgende podcast fik roser med på vejen af Astralis-lejren, der også delte den på holdets Facebookside.

"Nu er det hele meget nyt, men det ser ud som om, vi har ramt et hul i markedet. Vi er ikke i det her for at tjene kassen, men vi vil gerne være en faktor og blive inviteret til de store stævne og møde vores idoler - og lave fede podcasts," fastslår Mathias Væver.

Publiceret 04 September 2020 18:30