Jens Szabo, der har mere end 18 års byrådserfaring, er Venstres borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2021.

Jens Szabo, der har mere end 18 års byrådserfaring, er Venstres borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2021.

Szabo er Venstres nye borgmesterkandidat

Venstre drømmer om at få borgmesterkæden tilbage til blå blok, og Jens Szabo er manden, der nu skal muliggøre drømmen

Af
Grethe Bo Madsen

Venstres nye spidskandidat til kommunalvalget næste år bliver den garvede lokalpolitiker Jens Szabo. Med stemmerne 41-40 vandt han mandag aften titlen med som partiets spidskandidat i en kampafstemning over Anders Laugesen, der var Venstres bud på borgmesterposten ved det seneste kommunalvalg i 2017.

Omkring 100 medlemmer var mødt op i Ry-Hallerne for at vælge den kommende borgmesterkandidat. Forud var gået fire møder rundt i kommunen, hvor de to kandidater har præsenteret sig og svaret på spørgsmål, oplyser formand Henning Jensen.

"Det er begge to rigtig gode folk, og der var meget tæt løb imellem dem," understreger han.

Jens Szabo ser optimistisk på chancen for at erobre borgmesterposten fra Socialdemokraterne.

"Jeg kan slå borgmester Frands Fischer," lyder det fra den 57-årige Venstre-mand, der kan byde ind med 18 års erfaring som byrådspolitiker.

Dertil kommer hans erfaring gennem de seneste år som leder af Ry Hallerne På få år er det lykkedes Jens Szabo at forvandle hallerne fra et træningscenter til et socialt mødested for alle generationer, som nyder stemningen og mulighederne i hallerne.

"Jeg lægger vægt på at skabe relationer og samarbejde med alle, og det vil jeg forsøge at føre videre, hvis jeg bliver borgmester," understreger Jens Szabo.

"Borgerne skal være i centrum i vores kommune. Vi skal prøve at finde løsninger i stedet for at skabe problemer. Vi skal møde borgerne med tillid og støtte frivillige initiativer i borgerforeninger, idrætsforeninger og grønne partnerskaber."

Samtidig ønsker den nyslåede borgmesterkandidat at bringe magten tilbage til politikerne.

Jens Szabo har fået mange opfordringer til at stille op som Venstres bud på en borgmester.

"Skanderborg Kommune har tidligere haft borgerligt styre, og det skal den have igen," konstateer han.

Kommunalvalget i 2021 finder sted tirsdag den 16. november.

Publiceret 01 September 2020 19:30