Christian Sloth Olesen og Helena Møller Sommer, som står bag 'Kaffebøn', trodsede corona-udfordringerne og startede egen lille virksomhed. Pressefoto

Christian Sloth Olesen og Helena Møller Sommer, som står bag 'Kaffebøn', trodsede corona-udfordringerne og startede egen lille virksomhed. Pressefoto

Trodser corona:

Nyt kafferisteri i Stjær

Selvom corona-udfordringer har været svært for flere erhvervsdrivende i Danmark, så startede lokalt kaffepar eget mikroristeri op i starten af maj

I landsbyen Stjær i Skanderborg Kommune ligger et lille nystartet mikrokafferisteri, der hedder 'Kaffebøn'. Det har været på tegnebrættet siden årsskiftet 2019/2020, og familien bag har arbejdet på detaljerne hele foråret.

Da marts måned begyndte, var det hele næsten på plads. Målet for en åbningsweekend blev den sidste i marts. Men så ramte pandemien hele verden.

Christian Sloth Olesen og Helena Møller Sommer, som står bag Kaffebøn, slog bak og udsatte åbningen. Det hastede jo ikke, mente de, og nu skulle vi alle passe på os selv og hinanden. Men nyheden om det lille mikroristeri havde allerede spredt sig i lokalområdet, og flere spurgte ind til, hvornår det endelig var tid.

Derfor lagde Christian og Helena en ny plan, nemlig et popup-salg! I stedet for at invitere indenfor i risteriet, faciliterede de to kaffeentusiaster udbringning af nyristede kaffebønner direkte til døren i Stjær og Storring i påskedagene 2020. Og det var en stor succes.

Nogle af tilbagemeldingerne fra kunderne lød på, at de aldrig har drukket så meget kaffe hjemme, som de gjorde, da de skulle arbejde hjemmefra. Andre kaldte det angiveligt en slags hverdagsforkælelse, de havde brug for i disse tider, hvor man ikke kan og må så meget.

'Kom i gang'

Flere kunder opfordrede til at få webshoppen i luften, for det var da netop nu, at de kunne fanges.

Kaffeparret tog kundernes ord til sig. 1. maj 2020, midt i corona-nedlukningen, gik webshoppen live med nyristet kaffe og parrets favoritter indenfor kaffegrej. Det blev uden åbningsfest i mikroristeriet, som ligger i kælderen på parrets bopæl. Men det blev derimod med levering til hele Danmark eller med mulighed for afhentning af bestillinger i risteriet.

Vi synes ikke, at hele universet omkring kvalitetskaffe skal være en lukket klub for kendere og nørder

"Folk har taget så godt imod os," fortæller Helena, som står for kommunikationen og de håndstemplede og håndskrevne kaffeposer hos Kaffebøn.

"Især de lokale støtter op om os på fornem vis. Men også i resten af landet har kunderne fået øjnene op for os."

Mikroristeriet Kaffebøn er resultatet af en hobby, som har grebet om sig. Christian har ristet kaffebønner til familien og til venner og bekendte i en årrække. Men efterhånden som hans evner og hans udstyr voksede, fik han blod på tanden til at starte en lille hobbyvirksomhed.

"Vi synes, at der er plads til et lille familiedrevet risteri som vores. Vi vil gøre det nemt for kaffeelskere at få fat i lækre nyristede kaffebønner. Og vi synes ikke, at hele universet omkring kvalitetskaffe skal være en lukket klub for kendere og nørder. God kaffe er for alle, fra kaffenybegynderen til den garvede kaffebrygger," udtaler Christian, som er ristemester og den passionerede kaffenørd hos Kaffebøn.

Publiceret 30 August 2020 11:30