Sognepræst i Voerladegård, Peter Tast

Sognepræst i Voerladegård, Peter Tast

Præstens klumme:

Genforening

Af
Sognepræst Peter Tast

Min morfar havde et stort ar mellem venstre bryst og skulder. Han viste mig det, da jeg var dreng. Det var ret dybt og så skræmmende ud. Han var blevet ramt af en granatsplint, da han som 18-årig kæmpede som soldat i skyttegravene under 1. verdenskrig.

Han var født i 1899 i Ragebøl nær Dybbøl, der dengang lå i Tyskland. Som 16-årig blev han taget ud af gymnasiet for at tjene som tysk soldat, selvom han var af en dansk familie. Såret blev hans redning. Han kom på lazaret, fik splinten opereret ud og sendt hjem og overlevede. Derfor har genforeningen naturligvis også altid betydet meget i min mors familie, hvor der blandt andet har hængt genforenings-valgplakater på væggen.

I år fejrer vi 100-året for genforeningen med den del af Nordslesvig, der ved et demokratisk valg blev stemt tilbage til Danmark. Grænsen har vist sin styrke, ikke mindst, fordi mindretallene på begge sider af grænsen senere blev sikret ret til at forsamle sig og have menigheder og skoler med undervisning på modersmålet.

I år er vores liv ramt af corona, der både har betydet forsamlingsforbud og en begrænsning af vores frihed til at rejse. Der åbnes langsomt mere og mere op, og vi længes efter genforening! Genforening med hinanden efter vi har været hver for sig i alt for mange måneder. Vi længes efter de store fester, både de højtidelige, konfirmationer, (sølv- og guld-) bryllupper, runde fødselsdage og de mindre højtidelige, store kulturevents og festivaller.

Også i kristendommen er genforening et stort tema. Gud længes efter genforening med mennesket

Og vi længes efter at kunne give hinanden et knus og en omfavnelse, en helt fysisk genforening. Prisen for corona har ikke kun været de store hjælpepakker og en tilbagegang i den økonomiske vækst. Det har også været forsamlingsforbuddet og savnet af fysisk nærvær.

Også i kristendommen er genforening et stort tema. Gud længes efter genforening med mennesket. Det har Han gjort siden mennesket valgte at gå din egen vej og derfor blev fordrevet fra Edens have. Den spænding står vi stadig i, for det er en del af det at være menneske, at søge og udfordre sig selv og drive det så vidt, som det er én muligt. Men det er også en del af det at være menneske, at forstå sig som et Guds barn, et menneske, som Gud elsker og som Gud længes efter at genforenes med.

Det gør vi, når vi forsamles i hans navn, som fx ved en gudstjeneste. Men det gør vi også, når vi tjener eller gør noget for vore medmennesker, for således realiserer vi den kærlighed, som vi er skabt til at leve i, og som er det nærmeste, vi kommer Edens have her i dette liv, dér hvor Gud og mennesker genforenes.

Publiceret 30 August 2020 06:30