Der bliver gået til den i kajakkerne, som er korte og reagerer meget hurtigt. Foto: Michael Wulff

Der bliver gået til den i kajakkerne, som er korte og reagerer meget hurtigt. Foto: Michael Wulff

Unge for fuld pagaj:

Søslag i Ry Marina

Endelig er der kommet særdeles heftig aktivitet på vandet ved Ry Roklub, hvor unge, som de første i Skanderborg Kommune, dyster i kajakpolo

Af
Michael Wulff

RY "Gider du lige skubbe mig i," lyder det fra en visirklædt roer, som siddende i sin polokajak gør klar til dagens træning. Vi er på bredden af Ry Roklub, som efter en lang corona-pause nu igen syder af liv og aktivitet. Nu skal de unge kæmpe i kajakpolo. SE VIDEO FRA OPVARMNINGEN:

Håndbold på vand

Et par store flydende basketkurve bliver trukket frem af udvalgsmedlem Allan Drescher, som har sin 12-årige datter Sara klar i den korte kajak på kajen.

"Det er et meget sjovt spil, og det giver styrke. Og det er det, jeg går efter," siger Sara, mens hendes kammerat Juliane supplerer med denne erfaring til den kontante sportgren: "Det er som en blanding af kajak og håndbold."

Landholdspiller

Kajakpolo-sporten er kommet i stand i Ry efter en kommunal bevilling på 46.300 kroner samt midler fra puljen i 'Bevæg dig for livet', som har gjort det muligt at få besøg af Mathias Keegan Kløjgaard Jensen, som er landsholdsspiller.

"Han er fra Silkeborg Kajakklub, som er meget længere fremme end os," siger Ry Roklubs formand Susanne Dixen.

Sikkerheden i fokus

Endnu roer de i Ry på begynderstadiet i kajakpolo-sporten, hvor det er de unge fra 12 år 'og indtil de ikke føler sig unge mere', som Susanne siger, der møder op og kæmper hver onsdag klokken 17 og frem til 18.30.

"Og de må gerne komme i god tid," lyder det fra Karen Maria Dixen, der også er aktiv i at få søsat de unge kajakpolo-spillere.

Sikkerheden er i top, for der bæres udover hjelm med visir en forstærket svømmevest.

Foreløbig er Ry Roklub ene om at kunne tilbyde kajakpolo i Skanderborg Kommune.

Publiceret 26 August 2020 11:30