Borgmester Frands Fischer undrer sig over DF og Venstres ageren i forhold til skolestrukturforliget. Arkivfoto

Borgmester Frands Fischer undrer sig over DF og Venstres ageren i forhold til skolestrukturforliget. Arkivfoto

Undrende borgmester:

DF og V siger et og gør det stik modsatte

Frands Fischer (S) savner troværdighed i skole-forligskredsen

Af
Claus Sonne og Grethe Bo Madsen

Politik Borgmester Frands Fischer (S), er både forundret og forvirret over udmeldingerne fra DF og V i forhold til det forlig om en ny skolestruktur, som blandt andet de to partier har skrevet under. Og han understreger, at partiernes udmeldinger kan få betydning for fremtidens forlig i Skanderborg Kommune.

"Er man med i et forlig, er man 100 procent med. Man kan ikke vælge kun at stemme for dele af det," siger Frands Fischer med henvisning til, at DF ved flere lejligheder har sagt, at de ikke vil lukke skoler, selv om partiet er en del af det forlig, som peger på lukninger af skolerne i Hylke og Bjedstrup, samt til at Venstres Bent Jacobsen på borgermødet i Bjedstrup i sidste uge sagde, at hvis andre partier i forliget forlader dette, gør Venstre det også.

"Hvis det virkelig står til troende, så er det jo ensbetydende med, at vi i Socialdemokratiet fremover ikke kan lave forlig med Venstre og DF. Vi er helt enkelt nødt til at kunne stole på, at partierne rent faktisk mener det, de skriver under på. Det er jo sådan set også selve definitionen af et forlig," konstaterer Frands Fischer og peger på, at konsekvensen kan blive, at det kommende budgetforlig for 2021 kan blive et smalt et af slagsen, altså uden eksempelvis DF og V.

"Vi er nødt til at kunne regne med hinanden. Det duer heller ikke, at jeg skal ringe rundt til hvert enkelt medlem af de andre partier for at høre, om de mener det samme som resten af deres partier," siger borgmesteren.

Frands Fischer slår fast, at det også gør ondt på ham, at der skal lukkes skoler.

"Vi står i en situation, hvor vi skal spare. Og ja, 2021 ser bedre ud end frygtet, men vi er nødt til at kigge længere frem. Nu får vi løftet den generelle kvalitet på skoleområdet, fordi vi kigger på den samlede kommune, og jeg har endnu ikke set noget, der gør, at der skal ændres på noget i forligsteksten. Men intet er mejslet i beton, så vi holder naturligvis øje med nye argumenter."

Martin Frausing Poulsen (DF) mener ikke, der er tale om et forlig. Pressefoto

Martin Frausing Poulsen (DF) mener ikke, der er tale om et forlig. Pressefoto

Troværdighed på spil

DF's Martin Frausing mener imidlertid ikke, at der er tale om et politisk forlig. Han holder fast i, at der alene er tale om en indstilling med et forslag til en aftale om en ny skolestruktur, som nu er behandlet i Undervisnings- og Børneudvalget, og sendt videre til Økonomiudvalget, inden byrådet skal tage endelig stilling.

"DF løber ikke fra et forlig. Der er tale om en indstilling med et forslag, som skal sendes i høring. Vi vil naturligvis ikke være med til at sende noget i høring, som vi ikke kan bakke op om. Jeg har hele tiden sagt, at DF ikke vil være med til at lukke skoler. Jeg vil ikke sætte DF's troværdighed på spil," konstaterer han og understreger samtidig, at DF sagtens kan støtte op om resten af forslagene.

"Samtidig er det kommet frem, at Bjedstrup Skole ikke ønsker at fortsætte som friskole. Det mener jeg, ændrer på præmissen for forslaget om at lukke skolen."

Publiceret 25 August 2020 11:30