Jacob Haukedal Neergaard, Sognepræst. Pressefoto

Jacob Haukedal Neergaard, Sognepræst. Pressefoto

En ny hverdag efter ferien

kirkeklumme Efter den skønne ferietids afslutning er hverdagen igen ved at indfinde sig. De gamle rutiner bliver støvet af, for nu begynder dagligdagen igen med sin trættende, men beroligende genkendelighed. Alarmen skal sættes til, madpakker skal smørres igen, og møder og aftaler fylder igen kalenderen op. På trods af at livet begynder at ligne sig selv igen, så er det ikke det samme, som det var engang.

De fleste af os gik på sommerferie med håbet om, at når vi kom tilbage, vil forårets mange begrænsninger og uanede mængder af håndsprit være fortid; at vi lettere og uden bekymringer igen kan besøge vores ældre og særligt sårbare pårørende; at vi ikke skal lægge bånd på vores fritid, men igen kan mødes med venner og bekendte, og give dem et håndtryk eller det længe savnede kram. Men sådan ser det desværre ikke ud til at gå. Vores hverdag ligner stadig ikke sig selv her omkring et halv år efter Covid-19 indtog landet og resten af verden. Kontakttallet stiger, flere af os er igen sendt hjem fra arbejde og skolestarten er for enkelte blevet udskudt. Sommerferien er ovre, men den kendte dagligdag er ikke vendt tilbage.

Covid-19, bedre kendt som corona-virussen, er ikke en del af fortiden endnu. Den er blevet vores hverdag – i hvert fald et stykke tid endnu, indtil de kloge, arbejdsomme videnskabsmænd og –kvinder får brygget en vaccine sammen. Men vi kan ikke blive ved med at leve i forårets undtagelsestilstand. Vi bygger nye rutiner op: Håndsprit står altid på indkøbssedlen, vi holder afstand, når vi handler ind, og vi hilser på hinanden med behørig afstand.

Disse og flere nye rutiner må vi blive ved med. Håbet om igen at vende tilbage til vores rutiner fra før marts 2020 lever videre. Og det håb må vi blive ved med at holde i live. Frygten for at blive smitte med corona lever i os alle, men den må ikke blive det, som styrer vores liv. Sygdommen er en usynlig fjende, som let kan sætte en mur op i mellem os selv og de andre. Og det må vi ikke lade den gøre – for vi må ikke blive bange for hinanden. Vi skal være varsomme over for smitterisikoen, men ikke over for vores kære og alle andre omkring os. Med de rigtige og mere forsigtige nye rutiner kan vi stadig komme hinanden ved. Vi må hver især finde en ny hverdag, hvor vi stadig kan være hinanden nær – måske ikke fysisk, men så på en anden måde, så vi ikke forsvinder for hinanden.

Ingen af os er alene, og ingen af os bør stå alene. Sammen, men på afstand, kan vi holde dagligdagen og håbet i live.

Publiceret 23 August 2020 09:30