Politikerne kigger på, om der skal laves en cykelsti på Oddervej fra Vestermølle og til Vestermøllevej.

Politikerne kigger på, om der skal laves en cykelsti på Oddervej fra Vestermølle og til Vestermøllevej.

Kommunen kigger på cykelstier med nye øjne

Af
Claus Sonne

Cykelstier UgeBladet belyste tidligere i år i en række artikler cyklisternes udfordring på strækningen ved Vestermølle i Skanderborg. Det førte til, at en cirka 10 cm høj og skarp kant blev udrettet, og nu kigger politikerne så på, om kantudjævningen skal følges op af en cykelsti.

"Vi lover ikke noget, men vi kigger på vejen fra Vestermølle (Oddervej, red) og ud til Vestermøllevej, der fører til Fruering, for at se, om vi rent sikkerhedsmæssigt skal gøre noget her i forhold til cyklisterne. UgeBladets artikler viste jo, at der sker en del uheld, kommunen ikke kender til, på strækningen, men vi ved, at der også er såkaldte mørketal andre steder i kommunen," siger Claus Leick (SF), formand for Miljø- og Planudvalget og tilføjer:

"Vi vil rigtig gerne gøre det mere sikkert at være cyklist i Skanderborg Kommune, men listen over projekter er lang - og dyr."

I forhold til at få pengene på området til at strække længere, har Miljø- og Planudvalget bedt administrationen om at præsentere alternativer til 'rigtige' cykelstier.

"Det handler blandt andet om cykel/kantbaner, som man kender det på Røddikevej i Galten. Ulempen ved disse er, at man ikke har den fysiske adskillelse fra bilisterne. Fordelen er, at de er billigere og ikk fylder så meget. Dermed ikke sagt, at vi vælger billigere løsninger, bare fordi vi kan. Sikkerheden skal være i orden," understreger Claus Leick.

Halvstor regnefejl

Politikerne har i øvrigt fået en hjælpende hånd til de økonomiske kvaler med at finde penge nok til alle de cykelstiprojekter, der er rundt om i Skanderborg Kommune. Den lokale trafikgruppe i Voerladegård undrede sig nemlig noget over, at prisen på en cykelsti mellem Dørup og Voerladegård var sat til 12,7 mio. kr. Det viste sig da også at være helt forkert.

"Den korrekte pris er 3,7 mio. kr. Der er simpelthen sket en regnefejl i forhold til de to såkaldte krydsningsheller, som projekter kræver bliver anlagt," forklarer Claus Leick.

Besparelsen på 9 mio. kr. betyder, at cykelstien mellem Dørup og Voerladegård rykker fra bunden og op i midten på den prioriterede liste, kommunen arbejder med i forhold til cykelstiprojekter.

Publiceret 22 August 2020 11:30