Dann Bähring, varehuschef i Føtex Skanderborg, med Sølund-støttebajeren. Privatfoto

Dann Bähring, varehuschef i Føtex Skanderborg, med Sølund-støttebajeren. Privatfoto

Sølund får støttebajer

Sølund "Vores glæde var stor i Landsbyen Sølund, da Føtex fortalte, at de har fået brygget 2.000 Lager-Støtte-Bajer hos Skanderborg Bryghus og at overskuddet fra salget, ubeskåret, går til vores handicappede beboere i landsbyen."

Sådan lyder det fra Pårørendeforeningen Landsbyen Sølund.

Der er tale om en halvliters lagerøl, som sælges for 25 kr. og kan kun købes hos Føtex i Skanderborg.

"Vi er utroligt taknemmelige for denne donation fra Føtex. Det er jo ikke længe siden, at Føtex sidst lagde vejen forbi Sølund. Den gang med 370 muffins til vores beboere og lige midt i Coronatiden med besøgsforbud. Vi er sikre på, at mange af vores ansatte og ikke mindst beboernes pårørende vil lægge vejen forbi Føtex," siger det fra Pårørendeforeningen og tilføjer:

"Vi håber, at mange skanderborgenser også vil gøre det samme. Vi tror bestemt, at alle øllene vil blive solgt fordi, overskuddet jo støtter vores handicappede. Vi oplever altid, at Skanderborg har et stort hjerte for vores handicappede. Sølund er heldigvis kommet godt igennem den flere måneder lange Coronalukning uden smittede ansatte og beboere, og det fortjener bestemt en kold flaske Sølund-Støtte-Bajer. Vi håber, at rigtig mange vil skåle sammen med os."

cns

Publiceret 21 August 2020 09:00