Og sådan kender rigtig mange børn Den Rare Julemand. Foto: Per Bille

Og sådan kender rigtig mange børn Den Rare Julemand. Foto: Per Bille

Julemanden og hans nye hund i sommertiden

Julemandens Kontor fungerer også fem måneder før jul, hvor bookingen er i gang

Af
Michael Wulff

SVEJSTRUP Blot tre uger efter Danmark lukkede ned i marts på grund af coronakrise, kom en lille hundehvalp til verden 1. april.

Nu bor hvalpen Bjef i Julemandens Kontor i Svejstrup mellem Skanderborg og Ry.

"Det er en transatlantisk blandingo," fortæller julemanden aka Peter Dalsgaard med glæde i stemmen.

"Moren er en halv islandsk fårehund og halv labrador, faren en engelsk springer spaniel. Bjef skal være showhund og er opkaldt efter mine to bedste venner, Bjarne og Jef. På et tidspunkt kan den sikkert selv sige sit navn."

HØR OM JULEMANDENS BEDSTE OPLEVELSE:

Børneunderholder

Julemandens Kontor fungerer helt fint midt i sommertiden. Det er en del af virksomheden Eventsupport, som Peter Dalsgaard startede for 13 år siden, da han forlod sit job som marketingschef på Aarhus Teater, hvor han også sad i direktionen. Men tilværelsen som selvstændig trak i ham.

"Jeg har, siden jeg var 18 år gammel, været semiprofessionel børneunderholder," fortæller den nu 54-årige Dalsgaard.

Peter Dalsgaard og den kun 15 uger gamle hund Bjef. Foto: Michael Wulff

Peter Dalsgaard og den kun 15 uger gamle hund Bjef. Foto: Michael Wulff

Farvel til fast job

Og virksomheden har kørt ganske godt gennem årene. Masser af virksomheder booker deres underholdning og julemanden her. Hans flotte røde kostume er gemt lidt af vejen midt i juli måned. Men der bliver tænkt på ham i god tid, siger Peter Dalsgaard:

"Vores højsæson for bookinger er i januar, hvor mange firmaer genbestiller julemanden, og så her i august, når sommerferien er ovre."

Han sprang ud som selvstændig med bind for øjnene for 13 år siden.

"Jeg sagde mit faste job op i efteråret og fandt ud af, at der var de fleste jobs besat allerede."

Den rigtige julemand

Så annoncerede han målrettet og fik fat i de virksomheder, som ikke havde nået at få bestilt en julemand til de meget hektiske fem weekender sidst på året.

"I dag har jeg 20 ansatte, som hjælper både som julemænd og i de mange andre events, vi tilbyder."

Peter Dalsgaard holder meget af jobbet som julemand.

"Julemand er ikke noget, du bliver, det er noget, du er," siger han.

"Børnene spørger altid: Er du den rigtige julemand? Og det er jeg, for jeg bærer jo en myte. Og jeg er tro mod karakteren. Det gælder om at respektere børnene, som ofte er megabange til at begynde med. Men så møder jeg dem i deres øjenhøjde og får skabt ro."

Topmave og gråhåret

Peter Dalsgaard ved også, hvornår børnene ikke skal presses i deres møde.

"Når en velmenende mor skubber klapvognen med sit grædende barn hen til mig, så undviger jeg. Det skal være en god oplevelse, og så beder jeg dem lade være."

Peter Dalsgaard mener, han er blevet bedre og bedre som julemand med årene.

"Når du fra naturens side bliver fuget, langskægget, gråhåret, får lidt topmave og stemmen bliver dybere, så passer det perfekt til dette job."

Blå bog

Peter Dalsgaard

54 år, indehaver af Eventsupport.dk og Julemandenskontor.dk

  • Gift og tre voksne børn, tvillinger en af hvert køn på 23 og en søn på 20, som også har været med i arbejdet som julemænd og blandt andet historisk gøgl
  • Født i Hammel, opvokset i Varde
  • Arrangementschef i Musikhuset Esbjerg
  • Marketingschef på Aarhus Teater
  • Selvstændig siden 2007
  • Talsmand for Foreningen Danske Soloselvstændige, stiftet 15. marts 2020 (efter nedlukning pga. coronakrise)

Publiceret 31 July 2020 19:00