Indtil for få dage siden var Karin Agerskov Thomsen softwareudvikler og inden da var hun folkeskolelærer. Men et voksende ønske om at tage mere aktivt del i den grønne omstilling får hende nu til at springe ud som selvstændig med Skanderborgs første emballagefrie købmandsbutik. Privatfoto

Indtil for få dage siden var Karin Agerskov Thomsen softwareudvikler og inden da var hun folkeskolelærer. Men et voksende ønske om at tage mere aktivt del i den grønne omstilling får hende nu til at springe ud som selvstændig med Skanderborgs første emballagefrie købmandsbutik. Privatfoto

Genfyld: Ny økologisk og emballagefri købmandsbutik i Skanderborg

Skanderborgs første emballagefrie købmandsbutik, Genfyld, åbner på Mindet 3 til september

Af
Grethe Bo Madsen

bæredygtig Endnu er væggene bare i butikslokalet på Mindet, men går alt efter planen vil væggene om godt en månedstid være fyldt med fødevaredispensere med økologisk indhold og to pakkestationer med vægte.

"Jeg starter ud med linser, bønner, gryn, pasta og andre basisvarer samt krydderier. Planen er så at udvide med olie og eddike og flydende sæbe, alt efter, hvad kunderne efterspørger. Jeg glæder mig meget til at komme i gang og se, hvordan folk her i min by vil tage i mod konceptet," fortæller Karin Agerskov Thomsen, der indtil for få dage siden var softwareudvikler, men nu springer ud som selvstændig købmand i Skanderborgs første emballagefrie butik.

IT-udvikler og lærer

At hun skulle tage dét spring, har hun aldrig tidligere tænkt som en mulighed.

"Jeg er en helt almindelig gennemsnitlig husmor og har arbejdet som softwareudvikler i 10 år - inden det var jeg skolelærer i fem år. Den grønne bæredygtige livsstil er lige så stille vokset i mig," forklarer hun.

"Det begyndte for nogle år siden med, at jeg forsøgte at være en mere bevidst forbruger. Hvad kunne jeg selv gøre for at mindske mit CO2-aftryk? Hvor kunne jeg skrue på mit forbrug? Det satte mange tanker i gang."

Karin satte dog hurtigt handling bag tankerne og inden længe havde hun solgt sin bil og hevet cyklen frem, samtidig med, at familiens sortering af affald gik op i et højere gear.

Faktisk i en sådan grad, at Karin begyndte at smugle plastikaffald med hjem fra sit arbejde, fordi arbejdspladsen ikke sorterede affaldet helt så grundigt, som hun selv gjorde.

"Ingen grøn benefit"

"På et tidspunkt nåede jeg til mine arbejdstimer, og hvad jeg brugte mine vågne timer på. Det var ikke helt nok længere at være med til at hjælpe det firma, jeg var ansat i, til at tjene den næste million. Der manglede en grøn benefit i det for mig. Jeg blev klar over, at jeg skulle finde et andet job, men det var svært at finde ud af retningen - skulle det være en grøn NGO eller et firma, der arbejdede med kunder i det grønne segment?"

De tanker resulterede i et jobskifte til en virksomhed, der udviklede software til blandt andre el-sektoren og Dansk Returpant.

Coronapause gav ny ide

Men så kom Corona-ndelukningen.

"Så fik jeg pludselig hjemmearbejdsplads og flere timer derhjemme, og det satte ekstra gang i affaldssorteringen. I mit køkken begyndte et bjerg af brugt emballage at vokse frem."

Hurtigt spirede en ny ide frem. I Aarhus havde Karin flere gange handlet i den emballagefrie butik Raa i Badstuegade.

"Jeg var vild med konceptet, men synes også det var lidt fjollet at tage til Aarhus for at handle varer uden emballage. Skanderborg har mange tilflyttere og især mange børnefamilier fra Aarhus flytter hertil. Det er også dem, der går op i økologi og gerne vil med på den grønne omstilling. Så jeg begyndte at se mulighederne i at åbne en emballagefri økologisk butik her i Skanderborg."

Succesfuld crowfunding

Og så begyndte bolden at rulle.

"Nu har jeg fået nøglerne til butikslokalet på Mindet, indhentet tilbud på fødevaredispenserne - en god kvalitet hvor hygiejnesikkerheden er i top - og nu skal jeg bare have det sidste at finansieringen på plads," fortæller Karin, der har sat gang i en crowfunding for at få finansieret de sidste 25.000 kroner, hun mangler til finansieringen.

Og meget tyder på, der er borgere i Skanderborg, der står klar til at tage godt imod den nye emballagefrie købmand, for her i starten af uge 30, er der indsamlet 23.300 kroner.

"Jeg mangler lige de sidste par tusinde kroner, så er hele finansieringen på plads."

Crowfunding af Genfyld

  • Karin Agerskov Thomsen har 75 pct. af investeringen på plads til at realisere ideen om den emballagefrie købmandsbutik, Genfyld. De sidste 25 pct. forsøger hun at få ind via crowfunding.
  • Vil du støtte crowfundingen skal du ind på hjemmesiden crowdfunding.coop.dk. Vælg menuen 'Aktive Projekter' og skriv 'Opstart af emballagefri købmand i Skanderborg' i søgefeltet.
  • Crowfundingen løber frem til 3. august

Publiceret 24 July 2020 18:30