Peter Have, indehaver af Laasby Kro, kan som flere andre udbydere af overnatninger, glæde sig over et besøgs-boom. Arkivfoto

Peter Have, indehaver af Laasby Kro, kan som flere andre udbydere af overnatninger, glæde sig over et besøgs-boom. Arkivfoto

Besøgs-boom:

Gæsterne vælter ind

UgeBladets stikprøvekontrol viser, at de lokale overnatningssteder har en forrygende sommer

Af
Claus Sonne

Det går godt. Rigtig godt endda.

Sådan lyder det samstemmende fra de overnatningssteder, UgeBladet har været i kontakt med.

For eksempel kan Claus Slott fra Hotel Skanderborghus melde om nærmest fuldt sommerhus.

"Belægningsprocenten er højere, end den normalt er på denne tid, og som det ser ud nu, slutter vi 2020 med samme gode resultatet på bundlinjen, som vi havde i 2019," fortæller Claus Slott, der måtte se sig om efter nye kunder, da Smukfest blev aflyst. Festivalen booker nemlig, traditionen tro, hele hotellet i uge 32.

"Men i stedet har vi fået to bryllupper og et par konferencer ind," siger Claus Slott.

Nyt produkt hitter

Charlotte Riberholdt, direktør på Hotel Skanderborg Park, kan også fortælle om en rigtig høj belægningsprocent i disse dage. Normalt har hotellet lukket i højsommerperioden, så der er ikke noget at sammenligne med fra tidligere år.

"Vi er bestemt positivt overraskede over, hvor mange kunder vi har, især fordi folk jo ikke er vant til, at vi har åbent på denne tid af året. Men det er helt fantastisk - og sjovt at se et nyt produkt i den grad komme ud over stepperne," siger Charlotte Riberholt og tilføjer:

"Selv om det ser rigtig godt ud her og nu, så er det dog ikke nok til at indhente det efterslæb, der kom i perioden, hvor vi måtte lukke ned pga. corona. Vi kan jo ikke øge kapaciteten mere, end der er værelser til," konstaterer hun.

Også vandrehjemmet Danhostel Skanderborg melder om nogle rigtig gode sommeruger.

"Vi har næsten fuldt belagt hver eneste aften, og belægningsprocenten er højere end normalt på denne tid af året," fortæller medejer Pernille Elsner, der ikke får talt ret meget andet end dansk i øjeblikket.

"Vi har haft besøg af to tyske par, men ellers er det kun danskere, der kommer," lyder det.

Vandrehjemmet har i uge 32, Smukfestugen, en lang række stamgæster, hvoraf nogle har boet i den samme hytte i 20-30 år. Og selv uden festival dukker flere af disse stamgæster op i år.

Nu er jeg spændt på at se, hvor længe den her bølge varer, for folk bestiller ikke deres ophold ret lang tid i forvejen

"Alle de faste reservationer er flyttet videre til 2021," forklarer Pernille Elsner, der, selv om der er glæde over en ekstraordinær god sommer, ærgrer sig over nedlukningen udløst af coronapandemien.

"Selv ikke en ekstraordinær god sommer kan opveje, at vi mistede cirka tre mio. kr. i forbindelse med de tre måneder, hvor vi var lukket ned. Det betyder blandt andet, at vi mangler penge til at renovere vores hovedbygning, der ikke har det alt for godt. Så nu overvejer vi at søge fonde om penge til arbejdet," siger hun om bygningen, som tyskerne opførte under 2. Verdenskrig, hvor den husede officerer fra Luftwaffe.

Travle kroer

På Hotel Ry slutter man sig gerne til vi-har-rasende-travlt koret.

"Vi ligger vandret for at følge med. Der er så godt som fuldt hus hele tiden," lyder det fra Susanne Lykke.

Samme sang synges på Laasby Kro af indehaver Peter Have.

"På værelserne kører vi med en belægning på over 80. I restauranten kan vi pga. corona-afstandsreglerne kun nå index 60, og vi lukker gæsterne ind i hold af 10 personer hver 20. minut. Og så kan vi konstatere, at vores nye produkt, en miniferie, hitter. Nu er jeg spændt på at se, hvor længe den her bølge varer, for folk bestiller ikke deres ophold ret lang tid i forvejen," siger Peter Have.

Publiceret 23 July 2020 11:30