Bryggerierne bag 'Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning 3' er foruden Skanderborg Bryghus: Bryggeriet Braunstein, People Like Us, Alefarm, Hjort Beer, Løkken Bryghus, Anarkist, Hvidesande Bryghus, Beer Here, Frederikshavn Bryghus, Krenkerup og Kissmeyer. Foto: Per Bille

Bryggerierne bag 'Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning 3' er foruden Skanderborg Bryghus: Bryggeriet Braunstein, People Like Us, Alefarm, Hjort Beer, Løkken Bryghus, Anarkist, Hvidesande Bryghus, Beer Here, Frederikshavn Bryghus, Krenkerup og Kissmeyer. Foto: Per Bille

Skanderborg Bryghus med i Danmarks største virtuelle ølsmagning

Efter to udsolgte virtuelle ølsmagninger i foråret inviterer Royal Unibrew og en række bryggerier, heriblandt Skanderborg Bryghus, nu til en tredje udgave af Danmarks største virtuelle ølsmagning

Selvom Danmark er begyndt at åbne op, er interessen for at samles virtuelt over gode øl ikke blevet mindre, lyder det fra initiativtagerne.

I foråret mens Danmark var lukket ned, og alle blev opfordret til at blive hjemme, lykkedes det ad to omgange at samle tæt på 5000 danskere til en ølsmagning. Uden at bryde en eneste af myndighedernes corona-retningslinjer. 'Danmarks største virtuelle ølsmagning' 1 og 2 fandt nemlig sted på Facebook, så folk kunne være med hjemme fra stuen.

Selvom restriktionerne er lempet, og det i dag igen er muligt at samles om øl på den lokale bar, er efterspørgslen på at mødes virtuelt ikke blevet mindre hos danskerne og mikrobryggerierne, lyder det fra initiativtagerne. Derfor bliver Danmarks største virtuelle ølsmagning nu gentaget for tredje gang lørdag den 12. september med en række nye bryggerier, blandt andet det lokale Skanderborg Bryghus.

"Konceptet for ølsmagningen er det samme som i foråret: En kasse med øl fra 12 forskellige bryggerier kan bestilles til hoveddøren frem til og med midt august og nydes hjemme i stuen - samtidig med at man kan se, høre og stille spørgsmål om øllene via livestreaming på Facebook til nogle af Danmarks dygtigste brygmestre og øleksperter. Én af dem er Anders Laursen fra Skanderborg Bryghus.

"Corona-situationen har vendt op og ned på mange ting i Danmark. Én af dem er måden, vi samles på, og herunder også en social aktivitet som ølsmagning. Skanderborg Bryghus deltager i den 3. virtuelle ølsmagning og bakker på den måde op om, at vi skal holde fast i at samles om at smage god øl og være sammen hver for sig. Vi glæder os til at bidrage med en dejlig frisktappet økologisk øl – og til at smage alle vores dygtige kollegers bud på fantastisk dansk øl," siger Anders Laursen.

Bestil din smagekasse

'Danmarks største virtuelle ølsmagning 3' finder sted 12. september kl. 17. Man kan købe en samlet smagekasse med alle 12 øl, der er med i smagningen, på www.craftmakerscollective.com, hvor de kan bestilles frem til midt august.

Ølsmagningen livestreames via www.facebook.com/anarkistodense.

Publiceret 21 July 2020 16:00