Nice Try nåede 14 koncerter i løbet af de 10 timer, minitouren varede. De nåede blandt andet forbi Stilling og Smukfests hovedkvarter på Nirkevej. Privatfoto

Nice Try nåede 14 koncerter i løbet af de 10 timer, minitouren varede. De nåede blandt andet forbi Stilling og Smukfests hovedkvarter på Nirkevej. Privatfoto

Drive-out koncerter med hardrocking Nice Try

Corona-kedsomhed gav bandet Nice Try en god ide. Lørdag 27. juni spillede de 14 gratis koncerter på 10 timer, blandt andet i Stilling og Skanderborg

Af
Grethe Bo Madsen

koncert Bare få minutter efter ladbilen drejede ind i indkørselen på Stampmøllevej, bragede rockkoncerten der-ud-af.

Bag koncerten stod hardrock bandet Nice Try, der havde fået nok af flere måneder uden gigs. Nu skulle der ske noget og helst noget utraditionelt.

"Mange musikere har holdt streaming koncerter og lavet live indspilninger på nettet. Vi ville bare gøre noget helt andet," fortæller bandets bassist, Martin Borg.

I stedet for, at holde drive-in koncerter besluttede bandet at arrangere en 10 timers miniturné lørdag 27. juni med 14 gratis drive-out koncerter i private indkørsler og haver.

Nice Try ønskede at nå ud til så mange fans som muligt, og derfor lagde de hårdt rockende musikere en lille video op på deres Facebook side, hvor de opfordrede folk til at kontakte dem, hvis de ville være værter for en live koncert i indkørselen.

Rift om koncerter

Og det var der mange, der rigtig gerne ville. I løbet af få timer var bandet fuldt.

Derefter skulle der bare anskaffes en ladbil med presenning, der kunne rulles fra i den ene side. På ladet blev instrumenter, højttalere og forstærkere grundigt fastspændt, bagtæppe og lysanlæg blev hængt op, og så var scenen sat.

Nice Try spillede første koncert i Odder klokken 12.00 og sluttede af i Gylling klokken 22.00. I løbet af de 10 timer nåede bandet blandt andet til Hou, Stilling, Skanderborg Ørting og Falling.

"Koncerterne var en blanding af eftermiddagshygge med øl og motorcykler, hyggelige fødselsdage og studenterfester med fest og farver," fortæller Martin Borg.

Eneste band på Smukfest

"I Skanderborg havde en flok piger arrangeret en polterabend ved Smukfests hovedkvarter, og dermed blev Nice Try det eneste band, der faktisk spillede på Smukfest 2020," lyder det fra bassisten.

"Alle steder var folk utrolig positive og glade for, at de endelig kunne opleve noget livemusik."

Ti timer og fjorten koncerter senere, var minitouren forbi. Presenning blev lukket til, ladbilen bakkede ud af indkørslen og forsvandt ud i sommernatten.

Nice Try levede op til deres slogan: A rockshow you’ll never forget

Bandet Nice Try blev dannet i sommeren år 2000 under navnet X-smiles. X-smiles ændrede navn til Nice Try under Mosstock Festivalen 2001 da bandets medlemmer blev smidt på sceneen uden varsel, da et andet band meldte afbud.

Bandet består af guitaristen 'Troel', hans bror trommeslageren 'Sim', sangeren 'Thom' og bassisten 'Borg'.

Publiceret 13 July 2020 18:30