MGB Roadster er en god åben begynderbil, som er nem at gå til, og hvor du kan få et solidt eksemplar omkring 80.000 kr. Foto: Newspress/ Heritage Motor Centre

MGB Roadster er en god åben begynderbil, som er nem at gå til, og hvor du kan få et solidt eksemplar omkring 80.000 kr. Foto: Newspress/ Heritage Motor Centre

Der er gode historier i klassiske åbne biler

Der er mange muligheder, hvis du vil binde an med en åbne klassisk bil, som oser af forhistorie. En ekspert fortæller, hvad der fænger, og giver bud på gode køb

Af
Jens Overgaard

ud at køre Sommeren indbyder til kørsel i en åben bil, og hvorfor ikke finde en klassisk cabriolet eller roadster med mere sjæl og forhistorie end de mere moderne biler, og som ovenikøbet ikke koster en herregård?

Claus Ebberfeld, som er redaktør for Viaretro, der er et online-magasin for klassiske biler, har et godt bud på en åben bil, som har udgangspunkt i storhedstiden fra 1960’erne. En af de mest oplagte er MGB, der blev lanceret i 1962 og blev producereret frem til 1980.

”Det er den mest populære åbne klassiske bil overhovedet. Det er ikke den, som skiller sig mest ud. Men den er populær, fordi den er stabil, køn og velkørende og den er til at komme i nærheden af for menneskepenge. Så her er man på sikker grund,” siger Claus Ebberfeld.

Her kan findes et fint eksemplar af MGB Roadster til 80.000 kr., altså i samme prisleje som nogle af de billigste Mazda MX5, som er det mere moderne alternativ, mens de mest gennemrestaurerede MGB kan løbe op i 200.000 kr.

Hamrende charmerende

Hvis man er førstegangskøber og måske ikke så velbevandret i mekanikken, er der her den fordel, at der findes en stor og aktiv MGB-klub med mange medlemmer, der er klar til at hjælpe og bakke op.

Man skal dog være indstillet på, at bilen trods alt kører anderledes, end de perfektionerede maskiner, vi kender i dag.

”Selv om konstruktionen var moderne med et selvbærende karosseri, da den kom i sin tid, skal den jo køres som en gammel bil. Der skal arbejdes med sagerne, alt er manuelt, og man skal kunne bruge en choker. Men den er hamrende charmerende og kørte godt for sin tid. Det var derfor, at den blev så populær,” siger Claus Ebberfeld.

Publiceret 12 July 2020 11:00