17 foreninger fra Skanderborg Kommune var med til at dele den million, Aura delte ud i sin Corona-hjælpepakke. Pressefoto

17 foreninger fra Skanderborg Kommune var med til at dele den million, Aura delte ud i sin Corona-hjælpepakke. Pressefoto

Coronakroner:

Lokale foreninger begavet af Aura

17 foreninger fra kommunen fik en hjælpende hånd af Aura

Corona Én million kroner fik i fredags eftermiddag nye ejere. Det skete, da AURA Energi uddelte midler fra energikoncernens Corona-hjælpepakke til foreninger og lokale initiativer, der er ramt af konsekvenserne af Corona-epidemiens hærgen.

Ved en event i Skanderborg Kulturhus fik 60 østjyske foreninger tildelt mellem 5.000 og 50.000 kroner, og hjælpen kommer på et tørt sted.

Foreningslivet har været særligt hårdt ramt på grund af nedlukningen af samfundet, da mange foreninger er afhængige af de midler, der kan samles ind ved at holde større arrangementer i lokalområdet og stille frivillig arbejdskraft til rådighed. Den del har der været lukket helt ned for, hvilket har truet en række foreningers eksistens.

"Vi er meget glade for hjælpen. Det er fantastisk at have en virksomhed som AURA, der aktivt gør noget ud af at støtte foreningerne i lokalområdet. Det betyder rigtig meget for os, for at vi fortsat kan tilbyde de unge mennesker gode rammer til at dyrke deres sport, at de fortsat kan deltage i stævner og have dygtige trænere, siger Jacob Overby fra Ungdomsudvalget i Skanderborg Håndbold, der modtager 50.000 kr.

AURAs bestyrelse besluttede tidligt i Corona-krisen ekstraordinært at afsætte en million kroner til en hjælpepakke, som skulle skabe værdi hos koncernens andelshavere.

"Det er uhyre vigtigt for vores lokalsamfunds ve og vel, at der er velfungerende foreninger og interesse for at tage lokale initiativer. På den anden side af Corona-situationen har vi mere end nogensinde brug for, at lokalsamfundene sprudler, så vi kan komme tilbage til hverdagen så hurtigt som muligt. Derfor har vi i AURA valgt at række ud med hjælp til de lokale foreninger," siger Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA Energi.

Efterspørgslen på Corona-hjælpen har været meget stor. AURA har fået 100 ansøgninger på et samlet ansøgningsbeløb på mere end 4,6 millioner kroner.

"Vi har oplevet en kolossal interesse, hvilket indikerer, at der har været et stort behov. Vi har desværre ikke kunnet hjælpe alle med det beløb, der var ønsket, men vi har forsøgt at tilgodese så mange som muligt, siger Carsten Höegh Christiansen.

Gennem mere end 100 år har AURA som lokalt andelsejet selskab været optaget af at skabe værdi for vores andelshavere rundt om i de forskellige lokalsamfund, og AURA har en lang tradition for at understøtte det lokale foreningsliv. Blandt andet har AURA for en måned siden uddelt 200.000 kroner fra AURA Lokalværdipulje.

Lokale modtagere af penge fra Auras Corona-hjælpepakke

  • Skanderborg Moo Sa Taekwondo Klub 10.000 kr.
  • Ry Rideklub 10.000
  • Hørning Håndbold 10.000
  • Skanderborg Kano og Kajak Klub 10.000
  • Hørning Fodbold IF 10.000
  • Riis Tebstrup Idrætsforening 10.000
  • Musikforeningen Mosstock 10.000
  • Låsby Boldklub 10.000
  • Stjær Sogns Borgerforening 15.000
  • Mesing Borgerforening 15.000 2
  • Skovby Borgerforening/Skovby forsamlingshus 15.000
  • Skanderborg Roklub 20.000
  • FDF Galten 25.000
  • Stjær Boldklub 30.000
  • FC Skanderborg 50.000
  • Shea - Skanderborg Håndbold Elite Akademi 50.000
  • Skanderborg Håndbold (Ungdom) 50.000

Publiceret 08 July 2020 16:00