Tor Espen Berg fra Hørning med et lille udvalg af de øl, han brygger i kælderen på Århusvej. Foto: Sonne

Tor Espen Berg fra Hørning med et lille udvalg af de øl, han brygger i kælderen på Århusvej. Foto: Sonne

Tor tryller i sin kælder - med øl, gær og bananer

Tor Espen Berg er håndbrygger - med en alt andet end kedelig smag i øl

Af
Claus Sonne

Hørning Russian Imperial Banana Split Stout står der på en af de øl, som Tor Espen Berg finder frem, da han bliver spurgt, hvilke øl han brygger i sin kælder på Århusvej. Og ja, det er en øl med et hint af smagen af en desserten banana split.

"Jeg gider ikke lave almindelig pilsner," griner nordmanden, der arbejder med IT på Kamstrup i Stilling og tidligere har været ansat på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.

Tor har været i gang med bryggerierne i 10 år. Planen er ikke at skulle leve af at brygge øl, men øllet er selvfølgelig til salg, og han leverer blandt andet øl til fester.

Øl med lokal kaffe

Priserne på Tors øl begynder ved en 20'er, og der er lidt af hvert at vælge mellem. Fx den populære chili-lakrids porter, en hindbær-ale, som han ikke selv bryder sig ret meget om, eller en kaffestout, hvor Hørning-firmaet KaffeClausen har leveret kaffen.

"Den er næsten ved at være der, hvor jeg gerne vil have den til at være," siger han om kaffestouten.

Tor indrømmer blankt, at han elsker at nørde med ølbrygningen. Han og andre håndbryggere snakker gerne og længe om teknik, udstyr og opskrifter, Fx er Tors opskrifter ikke hemmelige.

"Der er rigtig meget nørderi i den her hobby. Fx har jeg købt gær i Belgien og sukker i Holland for at ramme den helt rigtige smag i en bestemt øl. Jeg bruger også den norske Kveik-gær, der kan tåle højere temperaturer end de fleste andre gærtyper. Det giver andre muligheder. Generelt lærer jeg hele tiden," forklarer han og fortæller om den gang, hvor han lærte, at en brygning kan afsluttes for tidligt.

"Jeg tappede noget øl, fordi jeg skulle på ferie. Det var så ikke, fremgik det ganske tydeligt af de eksploderede flasker, jeg fandt ved hjemkomsten, ikke helt færdigt med at gære," fotæller han med et stort grin.

Der er også den om juleøllen, der først blev færdig i februar, men det er en anden historie...

Og ja: Øllet (dog ikke hele kollektionen) er prøvesmagt af den udsendte og blåstemplet.

Tor Espen Bergs øl-eskapader kan følges på Facebook: Tors Bryg.

Publiceret 07 July 2020 11:30