Sofie Willems, partner i Spektrum Arkitekter, er den kreative sjæl bag søbadets opdaterede udseende. Hun har blandt andet givet konstruktionen et twist, så søbadet åbner mere op mod byparken, og der samtidig bliver en bedre soleksponering. Foto: Grethe Bo Madsen

Sofie Willems, partner i Spektrum Arkitekter, er den kreative sjæl bag søbadets opdaterede udseende. Hun har blandt andet givet konstruktionen et twist, så søbadet åbner mere op mod byparken, og der samtidig bliver en bedre soleksponering. Foto: Grethe Bo Madsen

Skanderborg får meget mere Søbad end forventet

Om knap et år, kan du nyde Skanderborg Sø fra det nye Søbad - og nyde, at arkitekten bag har givet projektet et veldrejet twist

Af
Grethe Bo Madsen

Om bare knap et år, kan du nyde Skanderborg Sø fra det nye Søbad, der efter hvad der synes som en uendelig lang planlægningsproces nu endelig er sat på skinner.

Etableringen går i gang til september, og går alt efter planen, ja, så kan skanderborgenserne til maj næste år dypper tæerne i søen fra et spritnyt Søbad.

Byrådet satte i sidste uge endelig to streger under det længe ventede Søbads-projekt, der gør Søbadet til en del af et sammenhængende byrum, som strækker sig fra Adelgade til søen med Kulturhuset i Skanderborg som bindeled.

"Mere end vi bad om"

Entreprenørfirmaet MT Højgaard har i samarbejde med Spektrum Arkitekter vundet den udbudte totalentreprise om Skanderborg Søbad og Kulturløberen, som opholds- og aktivitetsområdet mellem Kulturhuset og søen kaldes.

Projektet var udbudt som en såkaldt omvendt licitation, hvor byggefirmaer byder ind på at lave det bedste projekt inden for en fast pris. Fastprisaftalen for Søbadet og Kulturløberen er på 12,5 mio. kr.

"Det er et kæmpestort spring fremad at vi nu går ind i anlægsfasen. Spectrum Arkitekter og MT Højgaard har leveret noget, der ganske enkelt er bedre end det, vi bad dem om at give bud på," konstaterer Mikkel Lindskov Petersen, leder af Plan og Byudvikling i Skanderborg Kommune.

"Der er rigtig mange drømme og ønsker til sådan et projekt, og at formå at prioritere det og holde det inden for en projektøkonomi, det er en præstation i sig selv."

Et twist mod syd

Arkitekten bag det endelige projekt er arkitekten Sofie Willems, der er partner i Spektrum Arkitekter.

Torsdag i sidste uge, da den endelige kontrakt blev underskrevet i Kulturhuset, mødte hun op og gav sit nye hjertebarn et par ord med på vejen.

"Det er en fantastisk flot sø og et spændende projekt. Det er ikke os, der har lagt grundstenene til det. Vi er kommet til og har givet projektet et sidste twist og optimeret,” fortæller hun og understreger, at Spectrum har bygget videre på det fundament, der er skabt gennem et stort forarbejde af andre rådgivere.

"Vi har forsøgt at give så meget værdi som muligt til Søbadet med de ændringer, vi har foretaget i forhold til det tidligere skitserede projekt," forklarer hun.

Spectrum har blandt andet drejet trædækket, så det bliver en smule mere sydvendt, og søbadet får den bedst mulige soleksponering. Desuden er det forsøgt at skabe mere kig til søen og åbne mere op mod byparken og på den måde binde området sammen.

"Det har vi gjort, fordi vi mente, projektet lukkede sig en smule om sig selv," siger hun.

Søbadet bliver tilgængeligt for alle ud fra et princip om universel tilgængelighed. Det vil sige, at der er nem adgang for såvel barnevogne, kørestole og lignende. Illustration: Spectrum Arkitekter

Søbadet bliver tilgængeligt for alle ud fra et princip om universel tilgængelighed. Det vil sige, at der er nem adgang for såvel barnevogne, kørestole og lignende. Illustration: Spectrum Arkitekter

Dagmar får kaj mod nord

Spectrum har desuden flyttet kajen til turbåden Dagmar om på nordsiden af Søbadet.

"Vi ville gerne holde kultur og bikini og badebukser lidt mere adskilt. Det kan være en lidt underlige blanding, og derfor har vi foreslået den her zoneopdeling med kultur mod nord og badeliv mod syd. Det gjorde også, at vi fik frigivet det sydlige areal, så den kant nu er kommet i spil i forhold til at bade i søen udenfor anlægget. I princippet er der kommet meget mere vand at boltre sig i," konstaterer Sofie Willems.

Spectrum har desuden indarbejdet en meget central indgang med adgang til multirum og opholdsrum, og sauna til højre, samt omklædning og lockers til venstre. Under dækket er der adgang til opbevaring af kajakker og andet grej.

”Vi har de opvarmede faciliteter til højre og de kolde inklusiv omklædning til venstre. Der er dog varmt vand i bruserne,” fortæller Sofie Willems med et smil og fortsætter:

”Kan man godt have en kold omklædning? Ja, det er det, vi har foreslået. Der er tendenser, der går i den retning. Det er en balancegang,” understreger arkitekten, der har erfaringer fra en række lignende projekter, blandt andet Amager Naturpark, Det Flydende Aktivitetshus i Nordhavn, og Cold Hawaii Inland, der er under opførelse ved Vildsund.

Er vandkvaliteten i orden?

En del af det område, hvor Søbadet og Kulturløberen etableres, har været forurenet som følge af den indutriproduktion, der tidligere lå på stedet.

"På Kulturløberen klares det problem ved at støbe tre store betonfliser på arealet. Desuden etableres for en sikkerhedsskyld et stort sten- og sandlag, så ingen kommer i direkte kontakt med eventuel forurenet jord," forklarer Ulrik Max Jørgensen, indehaver af A1 Consult, der har rådgivet kommunen omkring håndteringen af den tidligere forurening.

"Der er bund i selve bassinerne, så der kan man ikke komme i kontakt med søbunden. Ude i selve søen omkring Søbadet har vi bugt meget tid på at finde ud af, hvordan vi skulle håndtere det. Den forurening, der er, er i bunden, og siver ikke op i vandet. Derfor skal der laves en afdækning af søbunden der, hvor der kan være mulighed for at folk hopper i og kan komme i berøring med bunden. Det er sådan en livrem og seler løsning," understreger han.

Skanderborg Søbad

  • Det 1.500 kvadratmeter store søbad kommer til at omfatte to bassiner med tre forskellige dybder, terrasser, udspringsplatform, omklædning, toiletter, sauna, multirum, depot til kajak og SUP, adgangsbro samt en kajplads til skibet Dagmar.
  • Søbadet bliver tilgængeligt for såvel barnevogne, kørestole og lignende.
  • Søbadet er støttet af nationale fonde, blandt andre Lokale og Anlægsfonden og Realdania, med i alt 12,5 mio. kr. ud af en samlet projektsum på 28 mio. kr. for renovering- og udvidelse af Kulturhuset samt etablering af Søbadet og Kulturløberen

Publiceret 01 July 2020 11:30