Seks af de første tyve medlemmer af Natteravnene i Galten-Skovby, som er kommet ind under Hørning. Fra venstre Malene Lindegaard Hansen, Esben Bücking Rasmussen, Irvin Beckovic, Marlene Kold Øulee, Dorthe Guldmann Haurum og Birgitte Maigaard. Foto: Michael Wulff

Seks af de første tyve medlemmer af Natteravnene i Galten-Skovby, som er kommet ind under Hørning. Fra venstre Malene Lindegaard Hansen, Esben Bücking Rasmussen, Irvin Beckovic, Marlene Kold Øulee, Dorthe Guldmann Haurum og Birgitte Maigaard. Foto: Michael Wulff

Tryghed i natten:

Gule jakker på gaden i Galten-Skovby

Natteravnene er nu også repræsenteret i Galten-Skovby i weekenderne

Af
Michael Wulff

GALTEN-SKOVBY "Har I husket at få kondomer med i lommen," spørges der ud i lokalet midt i Galten, da den første tre-timers introduktion til Natteravnenes nystartede lokalafdeling er overstået.

Der er tænkt på det hele, når de kendte gule jakker går tur i nattelivet fredag og lørdag – nu også i Galten-Skovby området.

Trygheden vender tilbage

Det er den unge ildsjæl Irvin Beckovic som igen er på færde. Han har sammen med Lars Valsted, der ikke er med til intromødet, taget initiativet til at skabe tryghed for de unge og andre borgere, der færdes på gaden i de sene timer i weekenderne.

"Da det tidligere forældrenetværk døde her i Galten, tænkte vi, at Natteravnene i Hørning kunne fortælle os, hvordan de startede op," siger Irvin, mens kasser med gule ting som armbånd, gule kuglepenne og kaffe bliver samlet sammen.

I Hørning blev de vel modtaget, så godt, at Galten-Skovby Natteravnene nu er en afdeling under Hørning.

"Så kan vi jo spare en masse administration," forklarer Irvin Beckovic.

Tre gule jakker

Nu bliver der lavet en fælles turplan for Hørning og så Galten-Skovby.

"På det her intromøde fik vi en masse ting at vide, ting, som jeg ikke vidste noget som helst om."

"For eksempel skal vi altid gå tre og tre, og der skal være en kvinde med i gruppen," siger Irvin, som faktisk aldrig selv er stødt ind i en patrulje fra Natteravnene.

"Om jeg ikke går i byen, jo da, men jeg er ikke stødt på dem," siger han om de gule jakker, der har fungeret siden 1998.

"Vi har flere jakker"

I dag er der på landsplan 4.000 medlemmer, hvis primære formål er at skabe øget livsglæde, trivsel og gode fælleskaber især blandt de børn og unge, de møder på deres vandringer i natten.

Natteravnene i Galten-Skovby tæller lige nu 20 medlemmer.

"Men vi kan sagtens bruge mange flere, for vi skal ud tre og tre hver fredag og lørdag på skift. Så jo flere vi er, jo færre vagter til hver enkelt."

Bolscher i lommen

Og kondomerne?

"Ja, dem giver vi som regel til pigerne, for drengene smider dem bare rundt omkring. I den anden lomme har vi bolscher. Det giver som regel en rigtig god stemning, har vi hørt," lyder det fra de nystartede Natteravnene i Galten-Skovby.

Publiceret 30 June 2020 11:30