Søhøjlandet er en blandt 16 udvalgte danske naturperler, der nu sættes ekstra fokus på i en stor national satsning, der har til formål at få flere ud og opleve naturen. Arkivfoto: Per Bille

Søhøjlandet er en blandt 16 udvalgte danske naturperler, der nu sættes ekstra fokus på i en stor national satsning, der har til formål at få flere ud og opleve naturen. Arkivfoto: Per Bille

Søhøjlandet er en særligt udvalgt dansk naturperle

Stor national satsning skal få folk til at udforske Søhøjlandet

Af
Grethe Bo Madsen

naturperle 'Sommer i Vores Natur' er navnet på en stor national satsning, som DR, Naturstyrelsen og Danske Naturhistoriske Museer står bag. Målet er at få mange flere ud og opleve naturen og de mange muligheder og aktiviteter, den har at byde på.

16 unikke danske naturområder er valgt ud, og blandt dem er Søhøjlandet. Skanderborg og Silkeborg har modtaget 60.000 kroner fra 'Vores Natur'-puljen, til at understøtte aktiviteter i Søhøjlandet sommeren igennem og komme med inspiration til, hvad man kan lave i naturen.

"Søhøjlandet er et af de fineste eksempler på, at man ikke behøver at rejse til udlandet for at få store naturoplevelser. Søhøjlandet har det hele med en masse lokale aktører, frivillige og foreninger, der sommeren igennem står klar til at vise deres naturperler frem med aktiviteter til lands og til vands," forklarer Malene Højberg, udviklingskonsulent i Skanderborg Kommune.

"'Sommer i Vores Natur' skal både give viden om den lokale natur, få folk til at gå på opdagelse i den og passe på den. Men det handler også om, alt det man kan opleve i naturen og under åben himmel. Derfor er der et væld af aktiviteter for både store og små naturbegyndere og naturnørder - fra naturaktiviteter for børn på Himmelbjerget, vandre- og fortælleture, krible krable, yoga i det fri, kajak, SUP og meget mere."

På www.skanderborg.dk/voresnatur og www.silkeborg.dk/voresnatur kan du finde links til aktiviteterne i de to kommuner.

Her kan du også få inspiration til vandreruter, podcasts og til hvordan du selv kan være aktiv i naturen. Du kan også besøge siden www.voresnatur.dk, hvor du kan se alle de landsdækkende aktiviteter.

Publiceret 29 June 2020 08:00