Dimissionstale 2020 Skanderborg Gymnasium:

Frygt og hvorfor du ikke må lade den vinde…

Af
Jakob Thulesen Dahl

rektor Skanderborg Gymnasium

Kære Studenter – tillykke med eksamen.

Jeg vil ikke tale om det. Jeg vil ikke tale om den. Jeg tror ikke den er her lige nu.

Men det jeg har tænkt rigtigt, rigtigt, rigtigt meget over, siden marts og i særlig grad efter påske, har været hvor sårbare vi er, hvis frygten får fat i os for længe.

Det er foruroligende, fordi frygten af natur er ensidig og kræver øjeblikkelig handling. Frygten er vores sidste sikkerhedsværn, det er den der får os til at løbe, til at slås og til at gemme os. Tænk bare på hvor mange skildringer af frygt, I har set i film og læst i bøger, det er en arketypisk form, hvor det handler om at overleve. På samme måde alle steder i naturen, hvor frygt er en redningsplanke; mange taler om, at ulven kommer og at den er farlig, og det er den måske, sådan dig alene og en sulten ulv, men den kan skam også blive bange;

I et biologisk forskningsforsøg satte man en radiosender på en ulv og gav derefter ulven ro til at jage og falde til ro i nogle uger. Så listede man sig ganske tæt på den og affyrede et riffelskud op i luften. Ulven der havde ligget i skovens tykning og sovet, som enhver anden hund, sprang op og løb med det samme i den stik modsatte retning af hvor skuddet blev affyret fra. Og ulven er ret sej til at løbe. Først efter 42 kms uafbrudt løb, lagde den sig og pustede ud.

Ulven reddede livet og det gør vi også når vi møder den reelle fare og handler akut på den. Ulven løb 42 km, men vendte så tilbage til sin naturlige ubekymrede livsform, at spise, sove og formere sig, og på samme måde vender vi som mennesker normalt tilbage til vores almindelige ubekymrede liv, når den ulykkelige hændelse, vi oplever som frygtskabende er ovre.

Det er interessant og en ting vi altid ser, når krige og konflikter rundt om i verden holder pause og der ikke længere er kampe i gaderne, så opstår markedslivet som noget af det første og folk begynder at genopbygge husene, klargøre jorden til såning, fange dyrene ind og mennesket vil i det hele taget, helt naturligt, lade livet uden frygt vendte tilbage, fordi det er en livsnødvendighed, ikke at være på vagt hele tiden. Det er derfor vi reagerer så fysisk når vi bliver bange, at pulsen går op og hjernen bliver helt klar – men også at vi reagerer lige så fysisk, når den akutte situation er overstået, når krop og hjerne kan slappe af så hjertet kan falde til ro, så pulsen falder og så vi ikke behøver bruge ekstra energi på at være i alarmberedskab.

Men vi skal passe voldsomt på, at frygten ikke bliver en permanent tilstand. Og vi ser, synes jeg, ret mange eksempler på at frygt, både fysisk frygt og psykisk frygt, er godt i gang med at sætte sig fast i os.

Problemet er, at frygten på den ene side, kan blive til ligegyldighed og til en situation hvor vi nedgør risikoen og dumdristigt ikke frygter noget som helst – som i den græske forfatter Æsops 2.500 år gamle dyrefabel om Drengen der råbte ulv, hvor hyrdedrengen Peter keder sig så meget mens han vogter får, at han råber ”Ulven kommer” blot for at se landsbyens folk komme styrtende for at hjælpe, hvor der ikke er hjælp behov, og da så endelig ulven angriber og Peter igen råber ulven kommer, da er landbyens folk så trætte af at løbe forgæves, efter Peters løgne, at de ikke kommer og ulven får frit spil.

Enhver kan se, at fårehyrden ikke skal alarmere landsbyen uden grund og at han på den måde næsten bliver straffet som fortjent, da ulven kommer og æder fårene – men det er på den anden side også et billede på, at frygten bliver til en konstant og læst sådan, så kan man i Æsops ulvefabel se ulven som en selvopfyldelig profeti, hvor vores fårehyrde nærmest kalder på ulven i en fastholdelse af frygten – bare for at gøre det.

Og begge dele er jo helt gale. Men det handler om hvem der bestemmer hvordan historien skal forstås, situationen tolkes og ikke mindst bruges til handling?

Václav Havel, den tjekkiske forfatter, dramatiker og politiker, der om nogen har været synonym med en vedholdende intellektuel udfordring af de kommunistiske totalitære styreformer fra jerngrebets 1970’ere og frem til murens fald og til den fløjlsrevolution der i de sidste måneder af 1989 skabte Den Tjekkiske Republik, hvor han i øvrigt blev den første folkevalgt præsident og var i det embede fra 1993 til 2003; han skrev i 1987 et essay med titlen Historierne og det totalitære, hvori han kritiserer og udstiller frygten ved det ensidige, dét at en historievinkel, et bestemt syn på historien, som fx ”at ulven kommer” ikke udfordres af noget og derfor ender med at blive den eneste sandhed.

Václav Havel skriver:

”Udgangspunktet for enhver historie er som bekendt en begivenhed. Begivenheden… grundlægger så det, enhver historie vokser frem af og næres af: situation, relation og konflikt. Også en historie har naturligvis sin ”logik”, men det er en logik af dialog, sammenstød og gensidig påvirkning mellem forskellige sandheder, holdninger, tanker, traditioner, lidenskaber, menneskelige væsener, højere magter, sociale bevægelser og lignende, altså af flere uafhængige eller selvstændige kræfter, der ikke på forhånd gensidigt determinerer hinanden. Den grundlæggende forudsætning for en historie er altså en pluralitet af sandheder, ”logikker” og beslutnings- og handlingssubjekter. … Grundpillen for det moderne totalitære system er eksistensen af et eneste, centralt og monopolistisk subjekt for al sandhed og magt (en slags institutionaliseret ”historiens fornuft”), som ganske naturligt også bliver det eneste subjekt for al social aktivitet. Denne aktivitet ophører med at være et rum for konfrontation mellem forskellige mere eller mindre uafhængige subjekter og forvandler sig til den blotte fremvisning og realisering af det eneste subjekts sandhed og vilje. … besiddelsen af den komplette sandhed betyder, at alt vides på forhånd. Og hvor alt vides på forhånd, har historien ikke noget at gro frem af.”

Kritikken er altså, præcis som I har lært i alle de fag I har haft igennem jeres tre år her i gymnasiet, at det ensidige, det enøjede, det ukritiske, påstanden uden underbyggede belæg osv., ikke er nok. Moralen og læren er så selvfølgelig, at hvis nogen påberåber sig at besidde en sandhed, at kende den rigtige version af historien, af begivenheden eller af den præcise logik som historien skal forstås under – så skal I være på vagt og I skal være modige nok til at stille spørgsmål og I skal være modige nok til ikke at lade jer nøje med én politisk eller ideologisk rigtighed.

I må og skal diskutere menneskers rettigheder, verdens klima, køn og ligestilling, religion, økonomi, natur osv. uden at lade jer pådutte et bestemt syn, en bestemt historie, en bestemt rigtig logik. Det eneste I skal have respekt for – det er netop samtalen og diskussionen og de synspunkter og argumenter I møder. Men det betyder ikke, at I skal lægge jer fladt ned og acceptere, at I så skal undlade at mene noget, bare fordi nogle andre så at sige forsøger at erobre pladsen for den rigtige version af historien, den rigtige moral, den rigtige sandhed. I et frit samfund skal det etablerede altid udfordres af et ønske om forandring. Men det skal også gøres ordentligt med argumenter og med dialog og ikke med væltede statuer og bål og brand.

Men vi skal passe voldsomt på, at frygten ikke bliver en permanent tilstand. Og vi ser, synes jeg, ret mange eksempler på at frygt, både fysisk frygt og psykisk frygt, er godt i gang med at sætte sig fast i os

Og så tilbage til det med frygten. For hvad søren skal vi gøre, hvis vi er bange og bekymrede for det vi med rette skal være bange og bekymrede for? Hvordan lærer vi at tackle virkeligheden med alle dens trusler?

Og ja - man kan altid ty til Astrid Lindgren for at få hjælp til at forstå, hvordan vi skal lære alt det der er svært. Ronja Røverdatter skal fx lære at kunne klare sig i skoven uden frygt og forstå den farlige uforudsigelige elv, så hun både får kræfter til at gøre op med den ret ensidige bekymring (en typisk forælder), som hendes far Mattis’ udtrykker, hjælpe en potentiel fjende og ikke mindst forene verden, forstået som de to konkurrerende røverbander:

Mattis sukkede og holdt fast om hende.

”Men du husker nok, hvad jeg har sagt, du skal tage dig i agt for?” Ja, det huskede hun udmærket. Og i de følgende dage bestilte Ronja ikke andet end at tage sig i agt for det, der var farligt, og øve sig i ikke at være bange. Hun skulle passe på ikke at falde i elven, havde Mattis sagt, så derfor sprang hun lystigt rundt på de glatte sten ved bredden, hvor elven brusede allermest. Hun kunne jo ikke så godt gå ude i skoven og være bange for at falde i elven. Nej, hvis der skulle være nogen mening med det, måtte det jo ske der, hvor vandet fossede og ingen andre steder.

Så på den måde er der jo ikke andet at gøre end tage fat.

I er godt rustede med jeres studentereksamen og I må og skal, alle sammen, føle den forpligtelse det giver, at det er jer der skal skabe det samfund som I vil have – og det bør ikke ikke være et samfund drevet og styret af en ekstrem forsigtighed, så kommer vi jo simpelthen ingen vegne.

Men det er op til jer!

God rejse.

Publiceret 26 June 2020 17:00