Højboskolen har i flere år med succes haft udenlandske studerende i lærerstaben. De unge mennesker på billedet er et af de tidligere kuld. Arkivfoto

Højboskolen har i flere år med succes haft udenlandske studerende i lærerstaben. De unge mennesker på billedet er et af de tidligere kuld. Arkivfoto

Wunderbar:

Højboskolen får EU-støtte til projekt om sprog og frivillighed

Hørning For fjerde år i træk har Højboskolen fået en bevilling fra EU på over 300.000 kr. til at have fire internationale frivillige på skolen i et helt skoleår.

Bevillingen er en del af Erasmus+-programmet, nærmere bestemt delen Euroapen Solidarity Corps.

Med bevillingen i hus går skolen nu i gang med at udvælge næste års frivillige blandt de mange ansøgere, der kan komme fra hele Europa.

Smag for frivilligt arbejde

Formålet er dels at give skolens elever mulighed for at tale med unge, som har tysk og engelsk som modersmål, og dels at give dem indsigt i kulturer og vilkår for unge mennesker fra europæiske lande.

Projektet handler også om at give inspiration til andre europæiske lande og udbrede kendskabet til dansk kultur og undervisningstraditioner.

Endelig er det er meget væsentligt formål at udbrede kendskabet til frivillig arbejde på tværs af landgrænser og kulturer.

"Vi synes i al ubeskedenhed, at det er et hamrende godt projekt. Vores elever får lov til at tale med native speakers, og de får forhåbentlig også smag for selv at lave frivilligt arbejde. Samtidig er det en god dannelsesrejse for de unge, europæiske frivillige," siger skoleleder på Højboskolen Peder Pedersen.

Underviser primært i sprog

De frivillige er i alderen 18-25 år og er på Højboskolen fra september til udgangen af juni. De arbejder 30-35 timer om ugen på skolen, primært i undervisningen i sprogfagene og de praktiske fag, og de hjælper til i SFO’en. De får lommepenge, kost og logi – de bor i en lejlighed i Høring, som skolen har lejet til formålet.

De frivillige, som er på skolen i dette skoleår, kommer fra England, Tyskland og Tyrkiet. De tager hjem ved udgangen af måneden.

Publiceret 24 June 2020 09:00