Jendre Nørby Fyhn, sognepræst i Skanderborg Sogn

Jendre Nørby Fyhn, sognepræst i Skanderborg Sogn

Klumme:

Hekse og trolde

Af
Jendre Nørby Fyhn

sognepræst i Skanderborg Sogn

"Vi vil fred her til lands". Sådan synger vi i Midsommervisen sankthansaften. Det er et godt og værdigt mål, at ville freden. Jeg har svært ved at tro, at der ikke er nogen, der ønsker fred. I hvert fald i sidste ende – som det endelige mål. Måske er der nogle opgør, der må tages, før vi kan nå frem til freden. Men mon ikke de fleste drømmer om at nå frem til en tilstand af fred i sidste ende?

Spørgsmålet er bare, hvilke midler vi bruger til at opnå det mål. Og om midlet altid kan retfærdiggøres af målet. I Midsommervisen synger vi, at alle vores fjender skal møde os beredte – "med sværdet i hånd". Og vi synger både om de eksterne fjender, som kommer udefra. Og så synger vi om ufredens ånd, den interne fjende, som forstyrrer freden indefra. I den forbindelse synger vi om ’hekse’ og ’trolde’.

Siden jeg var barn, har jeg elsket Midsommervisen. Jeg forbinder den med grillpølser og sodavand, med duften af græs og røg og en stærk varme i ansigtet, med lys, liv og latter, familie, sammenhold og fællessang, med kærlighed – og fred i hjertet.

Og så heksen på toppen af bålet og alle forestillingerne om troldene, der bevægede sig rundt ude i mørket. Det var mytens og fantasiens sprog, dvs. heksene og troldene var fantasivæsner, som repræsenterede alt det, der kunne forstyrre freden, men som denne aften blev holdt i skak. Og sådan tror jeg, at mytens sprog har sin berettigelse.

Mytens fortælling kan eksternalisere det, som er i det indre, fx vores frygt eller det onde i os selv, og gøre det til noget udvendigt. Sådan får vi det lidt på afstand af os selv og kan bedre betragte det og bearbejde det. På den måde kan det gøre det lettere at se og tage et opgør med det, der inden i os forstyrrer freden.

På den måde fortæller Midsommervisen og sankthansaften os ind i fortællingen om, at det gode overvinder det onde – ikke med sværd – men med grill og fællessang, latter og kærlighed. Med glædesblus. Og det er der håb i for os alle.

Men faren er, at vi glemmer ondskaben i os selv og med mytens sprog projicerer ondskaben over på andre mennesker og tror, at freden kan opnås ved, at vi griber til vold, had og dehumanisering.

Ondskaben og ufredens ånd sniger sig ind på os, når vi begynder at opfatte andre mennesker som hekse og trolde. På den måde sneg uhyggen sig ind på mig, da jeg blev ældre og fandt ud af, at engang var det ikke dukker, man brændte af på bålet, men virkelige mennesker.

Jeg holder stadig meget af Midsommervisen. Den minder mig godt nok om det onde i mig selv og om at være på vagt over for ufredens ånd. Volden og hadet er altid klar til at stikke sit grimme troldefjæs frem. Også i os. Og det kalder på et opgør.

Men Midsommervisen minder mig også om glæden ved livet, glæden ved fællesskabet, glæden ved at elske og blive elsket. Og når det glædesblus brænder i mit hjerte, så bliver mørket holdt i skak, og mit hjerte fyldes af fred. Så kan jeg igen nyde duften af græs og grill og lyden af latter og fællessang. For det er det, der er midlet til at opnå fred her til lands.

Glædelig sankthans!

Publiceret 23 June 2020 14:15