Klaus Nørgaard Jørgensen fra Blegind skriver digte om sin Parkinsons-sygdom.

Klaus Nørgaard Jørgensen fra Blegind skriver digte om sin Parkinsons-sygdom.

Parkinsons-digte giver Klaus ro i hovedet

Klaus Nørgaard Jørgensen sætter ord på sin sygdom ved at skrive digte

Af
Claus Sonne

Der er med garanti utallige måder at blive digter på. Men 58-årige Klaus Nørgaard Jørgensen fra Blegind har valgt en af de usædvanlige - og barske.

Klaus har nemlig Parkinsons på tredje år.

"Det går kun en vej, og det er stille og roligt nedad. Og spørgsmålet er, hvor lang turen bliver," siger han og tilføjer hurtigt:

"Det nytter ikke at tude, så jeg spiller de kort, jeg nu har, så godt som muligt. Og det hjælper mig at skrive digte."

Klaus arbejder som tekniker hos TDC. Han vurderer selv, at han har haft sygdommen i 5-10 år, inden diagnosen blev stillet.

"Der var flere ting, der var galt. Fx gled min korttidshukommelse fra mig, og jeg kunne gå med en seddel i hånden for at huske noget - men glemme at kigge på sedlen. Jeg rystede i højre side af kroppen og min håndskrift blev også pludselig lillebitte og ulæselig. Min faster havde Parkinsons, så jeg vidste godt, hvad det indebar," fortæller han.

Så sidder jeg der klokken 3 og kigger ud af vinduet og skriver, hvad der nu falder mig ind. Hvad der rører sig i mig og gør mig irriteret

Meget naturligt modtog Klaus lægernes budskab med fornægtelse.

"Men det virker kun et stykke tid," siger han med et smil.

Pludselig var den der

For at sætte ord på sine tanker blev Klaus bedt om at føre en såkaldt hændelsesdagbog. Men det var en svær opgave.

"Det løb jeg sur i. Det kedede mig gudsjammerligt. Men en aften skete der noget, og jeg begyndte at skrive. Det var bare noget, der rimede, men det gav blod på tanden, og det for en mand der ellers aldrig havde skrevet en linie, der ikke var arbejdsrelateret. Det blev hurtigt til en del Parkinsons-digte."

Digtene røg i en skuffe, efter at Klaus' børn havde set dem. Men en dag kom de op igen, blev afpudset og sendt til forlaget Mellemgaard i Odense.

"Jeg sendte dem lørdag, fik et positivt svar søndag og underskrev en aftale mandag," fortæller Klaus.

De seneste to og et halvt år har Klaus skrevet digte hver dag. Mange af dem handler om en hverdag med Parkinsons. Andre om corona eller digte for børn, om "HoppeGøjsern og hans venner".

"Jeg sover ikke så meget om natten, så der er god tid til at skrive. Så sidder jeg der klokken 3 og kigger ud af vinduet og skriver, hvad der nu falder mig ind. Hvad der rører sig i mig og gør mig irriteret. Det giver mig ro i hovedet, når verden er urimelig. Man kan vel kalde det for 'Jørgensens oplevelser, når han kigger ud af vinduet mod syd', siger Klaus og griner.

"Typisk skriver jeg digtene om mange gange. Noget af det, jeg skriver, er bare til skuffen og skal ikke deles. Mine tanker vil måske skabe en debat, og jeg er ikke mentalt hurtig nok til at skændes med nogen," konstaterer han og tilføjer:

"Jeg postede nogle af mine digte i en gruppe for Parkinsons-patienter og fik rigtig god respons. Der er mange i min position, der ikke kan sætte ord på deres liv, og som får noget ud af at læse mine digte. Det gør mig glad."

Klaus har også kastet sig over slægtsforskning.

"Jeg kan ikke se TV eller høre radio uden at falde i søvn. Men fx slægtsforskning passer perfekt til mig. Der er mange, mange gentagelser af ting, og det er sådan, jeg træner min hukommelse, hvilket er nødvendigt for mig," slår han fast.

Når krop og sind frustreret ryster

Er poesien min ven, min ro og min trøster,

Når sygdommen forsøger at hindre og bremse giver det mening med ordspil, et rim, en remse

Det bringer orden i kaos og giver mig en indre ro at sætte følelser på skrift, nærer mit håb, min tro

På at der en skønne dag vil findes en behandling så hjernen kan heles, en drømmeforvandling

Så din og min hjerne igen vil virke som før

Tro på det, min ven – jeg håber – jeg tør!

Fra digtet 'Espeløv'

Publiceret 14 June 2020 11:30