Genrefoto: Adobe Stock

Genrefoto: Adobe Stock spiritofamerica - stock.adobe.com

Debat: Sæt fokus på Skanderborg Kommunes landdistriktspolitik

Thomas Cordtz (C), Martin Frausing Poulsen (DF) og Anders Rosenstand Laugesen (V), medlemmer af Økonomiudvalget i Skanderborg Byråd

Der er efter vore partiers (C, DF og V) opfattelser et stærkt behov for en ambitiøs og visionær landdistriktspolitik, der blandt andet udstikker følgende ambition og retning: Skanderborg Kommune ønsker via igangsættelsen af forskellige tiltag en fortsat positiv udvikling i kommunens landdistrikter, så det i fremtiden forbliver utrolig attraktivt at bo på landet og i de mindre byer. Det siger sig selv, at politikken også skal udspecificere, hvorledes vi opnår målet, men det kommer vi tilbage til.

I Skanderborg Kommune er det for nuværende attraktivt at bo på landet. Ejendomspriserne og en betragtelig tilflytning, af blandt andet ressourcestærke familier, bekræfter dette. Alligevel er landdistrikterne truet, for eksempel af den generelle centralisering, urbanisering og fraflytning fra landet. Senest har vi også i Skanderborg Kommune oplevet en hed og besynderlig debat om skolelukninger, selvom samtlige partier sagde i valgkampen 2017, at den slags beslutninger ikke skal tages i nuværende valgperiode.

Der er derfor behov for et klart politisk signal om, at vi politikere i byrådet vil landdistrikterne det godt, og at man trygt kan flytte på landet og ind i en mindre by uden at føle, at politikerne modarbejder en med en endeløs centraliseringstrang. En landdistriktspolitik er et godt middel i denne sammenhæng, og behovet for en sådan politik understreges også af det faktum, at den gældende kommuneplan i udstrakt grad peger i retning af stærk centralisering, og at udviklingen skal ske i centerbyerne.

Med den gældende kommuneplan og den gældende kultur i Skanderborg Kommune er det meget svært for mindre byer at få lov til at udvikle sig. Spørg for eksempel de mange borgere i Tebstrup og Gl. Rye, der ønsker lidt byudvikling, så fremtiden for disse bysamfund bedre sikres.

Dette skal vi have rettet op på, og så skal vi generelt gå meget mere ambitiøst til værks, når det kommer til planlægning af udviklingen i landdistrikterne. Det virker som om, at byrådsflertallet slet ikke har opdaget, at der 1. januar 2019 trådte en ny lov (Lov om strategisk planlægning for landsbyer) i kraft, der udspecificerer, at alle kommuner skal arbejde grundigt, helhedsorienteret og strategisk med udvikling af samtlige landsbyer, så udviklingen på landet og i de mindre byer bedre understøttes.

Publiceret 12 June 2020 10:00