Boel Reetz har, efter at hendes 17-årige datter blev kørt ned ved Vestermølle, lavet denne infografik, der påpeger de problemer, der efter hendes mening er for cyklister og fodgængere i området.

Boel Reetz har, efter at hendes 17-årige datter blev kørt ned ved Vestermølle, lavet denne infografik, der påpeger de problemer, der efter hendes mening er for cyklister og fodgængere i området.

Efter uheld:

Hvorfor har Oddervej ikke en cykelsti?

Boel Reetz undrer sig over den manglende sikkerhed for ikke-bilister i Vestermølle-området

Af
Claus Sonne

Skanderborg Kommune lancerede for nylig en prioriteret liste over vejstrækninger, der har behov for en cykelsti. Oddervej står også på listen, men langt nede. Og det har Boel Reetz svært ved at forstå.

20. maj blev hendes 17-årige datter ramt af en campingvogn ved Vestermølle, som familien bor tæt ved. Hun slap heldigvis med skrammer, et brækket håndled og et chok. Sammenstødet skete, da to biler passerede hinanden og tvang datteren ud i rabatten, hvor der er en dyb og ujævn grube til vand.

"Der er ganske enkelt ikke plads til, at man som cyklist kan trække ud på den anden side af den hvide streg, der markerer rabatten," konstaterer Boel Reetz, der undrer sig over, at Skanderborg Kommune ikke gør noget for at sikre cyklisterne på strækningen.

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det ikke er et område, der skal prioriteres rent sikkerhedsmæssigt

"Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde... Vi har boet i Skaarup i 25 og og kan konstatere, at der er kommet markant mere trafik på vejen og markant mere tung trafik. Der er jo tale om hovedvejen til Odder, så der kører mange lastbiler på strækningen. Der er også kommet markant flere cyklister og løbere, bl.a. fordi Oddervej er en del af ruten, når man skal rundt om Skanderborg Sø," siger hun og fortsætter:

"Og man må altså køre 80 km/t. Så er der problemet med gruberne, der gør, at cyklisterne ikke kan trække ud, når de møder en bil. Og så er der den kendsgerning, at man som fodgænger, for at følge den officielle natursti i området, skal krydse Oddervej. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det ikke er et område, der skal prioriteres rent sikkerhedsmæssigt. Jeg har i mange år frygtet, at det, der skete for vores datter, skulle ske."

Hvad har I gjort for at gøre kommunen opmærksom på problemet?

"Vi har sammen med naboer i området kommenteret og gjort opmærksom på udfordringerne på Oddervej, når der er blevet skrevet om cykelstier i Skanderborg. Flere af os har ligeledes skrevet til navngivne personer i kommunen. Men vi fik ikke så meget som en kvittering for, at brevet var modtaget. Heller ikke, da vi gensendte det," fortæller Boel Reetz.

Føler sig glemt

Efter 25 år i Skaarup mener Boel Reetz at kunne konstatere, at området ikke har den store bevågenhed hos kommunen, når det gælder trafiksikkerhed.

"Det eneste, der er sket med vejen i alle de år, er, at der er kommet ny asfalt på. Den giver væsentligt mere larm fra bilerne end tidligere. Så helt ærligt har vi ikke den store tiltro til, at der nu sker noget," lyder det fra Boel Reetz, der har oprettet Facebook-gruppen 'Sikker trafik ved Vestermølle' for at synliggøre problematikken.

Publiceret 03 June 2020 11:15