Arkitetfirmaet C.F. Møllers bud på, hvordan et generationsfællesskab i Alken kunne se ud.

Arkitetfirmaet C.F. Møllers bud på, hvordan et generationsfællesskab i Alken kunne se ud.

Firmaet bag generationsfællesskab:

Alken er jo et fantastisk sted ...

Alken er et af fem steder i Østjylland, hvor aarhusianske Fabulas gerne vil bygge generationsfællesskaber

Af
Claus Sonne

I foråret 2019 blev de første planer om et bofællesskab på tværs af generationer i Alken luftet. Nu er vi der, hvor de indledende øvelser hen mod en lokalplan skal sættes i gang.

Bag projektet står Aarhus-firmaet Fabulas, hvor partner og direktør Michael Eberhard udtrykker optimisme.

"Jeg har overvejende fået positive tilbagemeldinger på projektet i Alken, og jeg synes, at byen har taget godt mod projektet. Og der er 35-36 personer på, hvad vi kan kalde en interesseliste i forhold til projektet," fortæller han.

Sammen hver for sig

Tanken er, at man i et moderne bofællesskab på tværs af generationer skal bo i samme husklynge og have fælles faciliteter, også uden at man nødvendigvis er i familie. Et kollektiv, men så alligevel ikke helt.

Jeg har overvejende fået positive tilbagemeldinger på projektet i Alken

"Vi ved godt, at nogle har betænkeligheder ved at flytte i et kollektiv eller bofællesskab, fordi man kan komme meget tæt på hinanden. Derfor har 'åbnet dørene', så man bor sammen, men alligevel hver for sig," forklarer Michael Eberhard og tilføjer:

"Vores byggeri har fokus på klima, ressourcer, træbyggeri, sundt indeklima og social bæredygtighed."

Ud over projektet i Alken arbejder Fabulas med lignende projekter i Kolt, Løgten, Skødstrup og Ebeltoft. Sidstnævnte er længst fremme og kunne stå færdigt i 2021.

Men hvorfor lige Alken?

"Alken er et fantastisk sted - og et sted, som Liv i Landsbyerne har peget på kunne bruges til udvikling. Samtidig er Alken et sted, hvor fællesskaber i forvejen er i fokus og høj kurs, så jeg er overbevist om, at vores byggeri vil passe perfekt ind," siger Michael Eberhard.

Der er tale om 2 etaper, hvor 1 etape udgør ca. 35 enheder, hvilket skal præsenteres og diskuteres på det kommende borgermøde. Fordelingen af boligstørrelser er ligeledes noget, som skal fastlægges nærmere senere i processen, når lokalplanen igangsættes.

Publiceret 29 May 2020 18:30