Vi skal smide mindre tøj ud og genbruge mere, mener gymnasieeleven fra Skovby. Nu har hun søsat sit projekt med symaskine og tøjindsamling. Foto: Michael Wulff

Vi skal smide mindre tøj ud og genbruge mere, mener gymnasieeleven fra Skovby. Nu har hun søsat sit projekt med symaskine og tøjindsamling. Foto: Michael Wulff

Anna fra 3.g:

Vores brugte tøj skal leve videre

Hun fik adgang til de store sysmaskiner på HTX, så nu skal de gamle klude samles ind og syes om, mener Anna Møller Yang fra Skovby

Af
Michael Wulff

SKOVBY Frivilligt arbejde i en skovbørnehave i Tyskland stod øverst på ønskesedlen hos Anna Møller Yang fra Skovby i Skanderborg Kommune, da hun planlagde sit sabbatår efter den gymnasietid, der afsluttes 22. juni med en hue på hovedet.

Men i marts lukkede coronakrisen grænserne i Europa, så den 18-årige HTX-elev i 3.g på Aarhus Gymnasium sadlede om – og bliver nu hjemme, hvor hendes store genbrugsprojekt i stedet er under opsejling.

Bedstefaren i Vildbjerg har syet alle fastelavnskostumer til Anna og bror Simon gennem tiden. Nu har Anna overtaget en af de gamle symaskiner. Foto: Michael Wulff

Bedstefaren i Vildbjerg har syet alle fastelavnskostumer til Anna og bror Simon gennem tiden. Nu har Anna overtaget en af de gamle symaskiner. Foto: Michael Wulff

Tøjdesign og mode

”Jeg tænkte jo, at jeg skulle finde på noget andet. Og på gymnasiet har jeg haft teknikfag på skemaet, et fag, der betød, at jeg en eller to hele dage om ugen kunne fordybe mig i modebeklædning og tøjdesign,” fortæller Anna under læseferien i haven i Skovby.

Her har hun god plads til de poser af brugt tøj, som allerede er kommet ind via et facebook-opslag, hvor hun efterlyser duge, sengetøj, skjorter, jeans og tørklæder blandt andet.

Miljøet påvirkes af tøj

”Jeg har på gymnasiet lært meget om den miljøpåvirkning, som tøjindustrien skaber. Vi køber tøj, men smider hurtigt ud igen,” siger Anna Møller Yang og nævner en artikel fra netmediet Zetland, som beskriver: ”Hvert eneste år produceres mere end 10 stykker tøj per verdensborger–eller 80 milliarder stykker tøj i alt. Store dele af produktionen smides ud i løbet af mindre end et år, og meget tøj bruges så lidt som fem-syv gange.

Bedstefar inspirerer

Anna har været en tur i Vildbjerg ved Herning og besøge sin bedstefar, som gennem tiden har syet alle hendes fastelavnskostumer og været en stor inspirator for barnebarnet i Skovby.

Nu har Anna overtaget en af hans symaskiner, for hun har i teknikfaget på HTX lært at sy.

”Vi har store industrisymaskiner på gymnasiet og virkelig gode lærere. Så nu skal jeg efter eksamen fortsætte herhjemme med at sy.”

”Om jeg er god til at sy? Du kan altid blive bedre,” svarer hun med et grin.

"Min far og hans familie er fra Kina. Jeg har ikke selv været der, og jeg kan kun sige 'hej' og tælle til ti på kinesisk," siger Anna Møller Yang, som har overtaget en af sin danske bedstefars symaskiner. Foto: Michael Wulff

"Uelsket tøj"

Hun har også gennem bedstefarens virke i genbrugsbutikken i Vildbjerg set, at meget af det tøj, som kommer ind, får lov at hænge, indtil det ryger på lossepladsen.

”Det vil jeg gerne lave om på. Få givet uelsket tøj noget kærlighed,” som hun udtrykker det. ”Og få tøjet solgt igen. Det skal min symaskine bruges til.”

Annas efternavn Yang fortæller, at hendes far er kineser.

”Min mor brugte sit sabbatår i Kina, hvor hun mødte min far. Og så flyttede de til Danmark og fik mig og min bror Simon, der er 15 år.”

I landsdækkende medier

Hun vil i fremtiden også gerne beskæftige sig med kommunikation og journalistik. Det er allerede lykkedes ganske godt gennem andre af hendes projekter på Facebook og Instagram om de truede studenterfester, opslag, der fandt vej i flere landsdækkende medier og nåede at blive nævnt i partilederdebatten på DR og TV2 fornylig.

Publiceret 27 May 2020 11:30