Søren Kottal Eskildsen, ordførende direktør i Skanderborg Festivalklub, & Co. vil vende stærkt tilbage i 2021. Det kræver et økonomisk indskud.

Søren Kottal Eskildsen, ordførende direktør i Skanderborg Festivalklub, & Co. vil vende stærkt tilbage i 2021. Det kræver et økonomisk indskud.

Smukfest 2021:

Festivalklubben jagter et brag af en fest

Årets aflyste festival forventes at udløse et underskud på 58,5 mio. kr.

Af
Claus Sonne

"Det er super vigtigt for os, at når vi åbner portene til Smukfest 2021, så bliver det med en festival på niveau med den, vores gæster er vant til - mindst."

Ordene kommer fra Søren Kottal Eskildsen, ordførende direktør i Skanderborg Festivalklub. Lige nu befinder klubben sig i et farvand, man ikke har været i før med en aflyst festival på augustprogrammet. Og med en række økonomiske udfordringer til følge.

Udregningerne viser et underskud på 58,5 mio. kr. som følge af den aflyste festival, hvoraf det forventes, at 50,1 mio. kr. kan dækkes af hjælpepakker og lønnedgang.

For mange af vores ansatte og frivillige bliver det første gang i mange år, at de rent faktisk skal holde sommerferie

"Vi mangler endnu den konkrete udmøntning på de lovede hjælpepakker, hvilket er lidt frustrerende. Men vi har en klar forventning om, at der kommer til at mangle penge i kassen," konstaterer Søren Kottal Eskildsen og tilføjer:

"Vi snakker selvfølgelig med vores pengeinstitut, lige som vi har ansøgt Skanderborg Kommune om et lån på 5 mio. kr., som vi vil betale tilbage over maksimalt fem år."

Lånet skal politikerne tage stilling til i den nærmeste fremtid, men flere byrødder har allerede udtrykt sig positivt i forhold til at hjælpe på denne front.

Vigtig rolle

Søren Kottal Eskildsen peger på, at Smukfest spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet og bl.a. støtter klubber, foreninger og kulturliv.

"Man kan diskutere det endelige tal, men der er ingen tvivl om, festivalen skaber økonomisk værdi i lokalsamfundet. Og det er enormt vigtigt for os, at alle aktører, vi har med at gøre, kommer bedst muligt videre, også selv om vi har måttet aflyse årets festival," siger han.

At Smukfest 2020 er aflyst, betyder at indvielsen af de nye Bøgescener samt første etape af den planlagte udvidelse af antallet af gæster må vente til 2021. Og det er ikke optimalt.

"Aflysningen betyder, at vi må vente et år med at øge antallet af gæster, hvilket naturligvis har en økonomisk betydning. Lige nu er vi i dialog med myndighederne om, hvordan vi griber den situation an," fortæller Søren Kottal Eskildsen og sender en varm tanke til Smukfests' mange tusinde frivillige.

"Vi gør alt, hvad vi kan, for at holde dampen oppe hos verdens bedste frivillige. Vi ved, hvor vigtig festivalen, sammenholdet og det at være en del af noget større er for dem. For mange af vores ansatte og frivillige bliver det første gang i mange år, at de rent faktisk skal holde sommerferie. Der er ingen tvivl om, at det for mange vil skabe et tomrum. Så vi glæder hos helt vildt til at få både dem og vores gæster tilbage til et brag af en fest i 2021," lyder det fra Søren Kottal Eskildsen.

Publiceret 18 May 2020 14:00