Så vender vi kajakken:

En skoledag på vandet

Skanderborg Ungdomsskole har i de forgangne tre uger haft 3., 4., 5.klasse samt specialklasserne fra Stilling Skole med i kajak på Stilling Sø

STILLING Der har i lang tid ikke været normale skoledage for landets elever, og selvom skolerne er åbnet for de mindste klasser, er skoledagene stadig ikke helt normale. Der er restriktioner om afstand, antal af elever samlet på et sted og så er der også opfordringer til så meget ude-undervisning som muligt. Anderledes skoledage har også krævet anderledes løsninger, derfor har Skanderborg Ungdomsskole valgt at udbyde sine skolepakker til de mindre klasser.

"Normalt plejer vi at lave skolepakker som dagsaktivitet for 7., 8. og 9. klasse, men da de ikke går i skole nu her, har vi rykket det ned til 3., 4. og 5. klasse i en begrænset periode, indtil vi får de store elever tilbage," fortæller Michael Stevens afdelingsleder på Skanderborg Ungdsomsskole i en pressemeddelelse.

Ud på vandet

Skanderborg Ungdomsskole har derfor lånt eleverne fra 3., 4., 5.klasse samt specialklasserne fra Stilling Skole og inviteret dem med ud på Stilling Sø.

"Vi synes, det er rigtig godt at komme ud på vandet særligt her i Skanderborg Kommune, for vi har jo rigtig meget vand, og vi vil gerne have at børnene og de unge bliver fortrolige med at være på vandet, og ser det som en mulighed," siger Michael Stevens.

Succes og sikkerhed

Og en skoledag på vandet har da også været en succes, fortæller Michael Stevens.

"Jeg tror mange af lærerne, synes det har været dejligt at komme ud og lave nogle andre aktiviteter med deres elever, end de lige har kunne lave oppe på skolen. Og vi har været rigtig glade for at have nogle elever at komme på vandet med"

Men en ting er at det er dejligt at komme ud og sejle, en anden ting er vigtigheden i at få gjort de unge trygge ved at færdes på vandet.

"Vi har jo både vand her i Stilling, men vi har jo også hele Gudenåen og søerne omkring både Ry og Skanderborg. Det er en stor opgave for os at få gjort de unge trygge ved vandet. Derfor arbejder vi også meget med sikkerhed, når vi er ude, og snakker med de unge og børnene om, hvordan man skal gebærde sig, være på vandet og sikkerhed generelt," uddyber Michael Stevens.

Publiceret 18 May 2020 15:30